Endnu et kejsersnit...

Jeg berørte ganske kort kejsersnit på Instagram den anden dag - egentligt måske uden at have tænkt det helt igennem, for selvfølgelig afføder det en helt del spørgsmål, når man lufter et potentielt planlagt kejsersnit. Og selvom Instagram vist er min yndlings platform, så synes jeg ikke helt den gør sig til længere historier og tekster. Der gør bloggen sig nu stadig bedre. Men først lidt forhistorie. Ved tvillingerne fik jeg konstatere svangerskabsforgiftning i uge 30. Herefter røg jeg ind og ud af hospitalet indtil det i uge 35 blev bestemt, at det var tid til at få de bebser ud. Jeg blev sat i gang med stikpiller, og min krop producerede da også massere af veer. Bare ikke nogle særlige produktive af slagsen. For at gøre en lang historie kort endte det med et akut kejsersnit, da en af pigerne var meget påvirket og de mistænkte moderkageløsning, da jeg blødte voldsomt. En ret så voldsom og traumatisk oplevelse, hvor der ikke var tid til at forklare noget som helst, men som heldigvis endte godt med begge piger i behold. Da bette skiden skulle til verden gik jeg selv i fødsel. Desværre var jeg bare drøn syg med høj feber, da det skete. Jeg blev installleret på fødegange, drop med antibiotika blev langt og mit vand blev taget, selvom jeg egentlig havde ønsket en fødsel helt uden indblanding. En som skred frem naturligt! Men på grund af infektionen i min krop skulle baby nemlig ud forholdsvis hurtigt. For igen at gøre en historie kort endte hele fødselen faktisk med at jeg bankede i bordet, sagde at noget var galt og at jeg ville ha' kejsersnit. Noget var også galt. Mit gamle kejsersnitsar var nemlig ved at briste. Det nåede det heldigvis ikke. To kejsersnit udløser automatisk en anbefaling om kejsersnit efterfølgende. I mit tilfælde en ret stærk anbefaling, da arret var ved at springe og lægerne ikke synes det er en god ide, at udsætte min livmoder for veer endnu engang. Når jeg ser det hele på skrift, så burde det egentlig være en let beslutning, at lytte til deres råd og følge anbefalingen ikk'? Men det synes jeg faktisk ikke at det er. Der er nemlig ikke noget jeg hellere ville end at føde vaginalt og jeg har enormt svært ved at sluge at det ikke skal være sådan. Jeg føler simpelthen ikke at jeg slår til, når jeg ikke kan noget af det mest naturlige i hele verden. Og jeg frygter, at jeg endnu engang vil sove under kejsersnittet og at Dan ikke må være tilstede. Under begge kejsersnit har de nemlig måtte lægge mig i fuld narkose, fordi det kun er mine ben, som bedøves - ikke maven. Det skyldes formentligt, at jeg er ryg opereret for mange år siden. Om frygten er begrundet ved jeg endnu ikke. Min jordemoder mener, at det kan være helt anderledes, fordi det denne gang ville være et planlagt kejsersnit. Jeg ved først mere efter samtalen i uge 32, men jeg drømmer da lidt om, at det faktisk er en mulighed, at Dan og jeg kan opleve lillebror komme til verden sammen. Når alt kommer til alt er det vigtigste selvfølgelig at vi begge kommer helskindet igennem fødslen. Det ændre dog ikke, at det føles både svært og forkert lige nu..