Fødselsberetning: Da lillebror kom til verden

Vi kendte datoen flere uger i forvejen. Ja faktisk har vi kendt den siden uge 32. Men jeg havde hele tiden tænkt at jeg sikkert ville gå i gang inden. Sigga er født i uge 37 og på en eller anden måde var det, for mig, blevet lig med at lillebror sikkert også ville komme deromkring. Det gjorde han ikke, selvom at jeg flere gange troede at noget var i gærer.

Grunden til at vi kendte datoen var selvfølgelig at lillebror skulle komme til verden ved planlagt kejsersnit. Det var et endeligt farvel til min kar- og hjemmefødsels drømme, som jeg i starten synes var lidt hård at sluge. Lægen gjorde det klart, at det i sidste ende var op til mig. Men at hun på det kraftigste ville anbefale kejsersnit, idet mit gamle kejsersnitar var ved at briste under sidste fødsel. Og i sidste ende var det en risiko, som vi var enige i, at vi simpelthen ikke turde løbe.

Da vi tirsdag morgen kørte mod hospitalet var jeg drønende nervøs. Faktisk mest nervøs for ikke at vågne igen. Tænk hvis jeg ikke ville komme hjem til pigerne igen! På det tidspunkt var jeg nemlig allerede overbevist om at bedøvelsen ikke ville virke, ligesom under mine akutte kejsersnit, og at jeg derfor ville komme i narkose og sove det hele væk. Dan forsøgte det bedste han havde lært at berolige mig, men hold op hvor nerverne var tyndslidte!! Også Dans i øvrigt - han har jo har været den vågne, oplevet at blive smidt ud af operationsstuen og stå helt magtesløs!! 

Vi var dagens fjerde planlagte kejsersnit, men blev ringet tidligere ind, da nogle havde født før. Dog havde jeg ikke fastet længe nok til at planen kunne rykkes særlig meget. Og vi endte da faktisk også med at komme til en time senere end den oprindelige plan. Ikke en let ventetid, skulle jeg hilse og sige.

På operationsstuen blev vi mødt af et fantastisk team. Jeg startede ud med at hyle af bare nerver, imens Dan stod bange og helt bleg om næbet. De greb den og vi følte os både set, hørt, rummet og forstået med den bagage vi nu engang havde med ind på stuen. I forhold til akut kejsersnit, som er det eneste vi har oplevet, virkede de til at have alt tid i verden og fik os til at føle os trygge, grine og nyde, i stedet for at være bange. Det endte simpelthen med at de gjorde det til en fantastisk skøn oplevelse.

Det startede godt nok med at et gult section blev meldt lige som jeg skulle have spinal bedøvelsen. Det gav nogle minutters tvivl om mit kejsersnit skulle udskydes, men heldigvis fandt de lynhurtigt en ny narkoselæge, som kunne træde til i stedet for hende, som måtte haste ud ad døren, for lynhurtigt at hjælpe en anden baby til verden. Narkoselægen var, ligesom den sidste, overbevist om at bedøvelsen kunne virke, hvis bare vi gav det tid. Tid, som der ikke havde været under mine akutte kejsersnit, men som vi nu havde! Og bedøvelsen virkede da også. Et øjeblik så godt, at en elefant kravlede rundt på min brystkassen. Jeg tog mig selv hårdt i nakken, for ikke at panikke, selvom det dæleme ikke er let, når man ligger med bedøvet underkrop og reelt ikke kan komme op og flygte, som jo er det hjernen pr automatik vil. 

Når man får en spinal bedøvelse forsvinder evnen til at mærke kulde og smerte og at bevæge muskler. De to første hænger vist på en eller anden måde sammen. Men berøring kan man stadig mærke, så man mærker altså at de roder rundt. At få bedøvet underkroppen og være vågen under en operation er selvfølgelig en ret speciel oplevelse. Jeg havde absolut ingen smerter, men mærkede tydeligt at de rodede rundt. Meget mærkelig følelse.

Det tog cirka 10 minutter før lillebror kom til verden med et ordentlig skvulp og efter et minuts afnavling kom lillebror over til mig. På min brystkasse. Hud mod hud. Imens jeg blev lukket sammen igen. Og det var verdens bedste følelse, at få lov at høre hans første skrig, som han kom ind i verden. Ja bare at få lov at være vågen og opleve mit barn komme til verden var fantastisk og alt vi drømte om. Det er jo også første gang Dan oplever det. Ved de akutte kejsersnit har han stået i et tilstødende lokale og fået overrakt en baby. Her var han ved min side, nussede min kind og fik lillebror, da jeg skulle overflyttet til opvågningen, hvor vi brugte et par timer inden vi kom på barselsgangen.

Fjerde barn og præcis lige så overvældet af kærlighed ved første blik.