En kræfthistorie - med en lykkelig slutning

Det har ikke altid været let. Vi har stødt hovederne sammen et hav af gange, været dybt uenige og på kant med hinanden. Men jeg har altid elsket min far pokkers højt. Og med årene har vi heldigvis også fundet hinanden på en helt ny måde. Ja faktisk er det jo langt om længe gået op for mig, hvor meget vi faktisk minder om hinanden. Udover snudeskaftet, som vist er det mest åbenlyse, er vores måde at tænke på, reagere på, vores temperament, stædighed, men også vores styrke og vilje, skræmmende ens. Og hvor stor en styrke det er i vores relation nu. Det at kunne forstå uden ord altid er nødvendige.

Jeg vil ikke lyve. Det har krævet en indsats fra os begge at nå hertil, hvor vi er. Ja faktisk blev gennembruddet vel egentligt, for et par år siden, nogle samtaler, hvor alt blev endevendt, og vi startede på en frisk. Vendte et nyt blad og stoppede med at hænge i fortiden.

Så da han, på en varm sommerdag, for halvandet år siden med blanke øjne fortalte at lægen havde fundet kræft, gik min verden i stå.

Hans øjne flakkede og jeg ku’ se og fornemme at han var bange. Også selvom han var stærk og grundigt forklarede, at det hele nok skulle gå. Det gjorde mig rædselsslagen, for at miste ham.

I første omgang skulle han opereres og stadiet af kræften i tarmen skulle bestemmes, før det blev bestemt hvad den videre behandling ville bestå af. Det ku’ være kemo, det ku’ være ingenting og det, som vi slet ikke ville tænke på. Det lykkedes mig, at undlade at google, simpelhen fordi jeg ikke kunne rumme hvad jeg kunne støde på af grumme fortællinger.

Det positive er, at processen går vanvittigt hurtigt, omend tiden føles lang, så var den det ikke. Han blev opereret ganske hurtigt efter (vi taler dage) og fik fjernet et langt stykke tarm. Fars kone, min søster og jeg selv ventede ængsteligt på hospitalet, imens operationen foregik. Puha for en ventetid. I øvrigt foregik det i Vilnius, hvor han jo bor og den sproglige barriere var en speciel oplevelse i de dage.

Bortset fra komplikationer under operationen, som tog noget længere end forventet, gik alt heldigvis godt.

Kort tid efter viste prøverne da også, at stadiet af kræften ikke krævede videre behandling. De havde simpelthen fået det hele med og intet havde nået at sprede sig. Han er nu en halv meter tarm lettere og et par ar rigere. Men det må siges, at være en billig pris at betale! For han er nemlig rask!!

En kæmpe mavepuster med en lykkelig udgang, fordi kræften blev opdaget i tide. I øvrigt under et rutine sundhedstjek. Kraftigt foranledt af min fars kone, som vistnok mistænkte at noget var off. Men min fader er ikke en mand, som render til lægen i utide. Eller i tide, for den sags skyld. Så puffet fra hans kone kom på det helt rigtige tidspunkt!!

Og hvorfor deler jeg så nu? Både fordi de dælens sundhedstjek altså kan noget, fordi det er så vigtigt at tage kroppens signaler seriøst og fordi det hele endte godt.

Jeg har selvfølgelig spurgt min fader om jeg må dele historien, for den er jo hans. Det måtte jeg gerne! Og nogle gange har verdens sgu brug for den “gode” kræfthistorie! Det var i hvert fald lige nøjagtigt hvad jeg selv kunne ha’ brugt at høre dengang!!

Og lige i de her dage føler jeg selv et stort behov for at huske at leve og ikke lade frygten være den styrende faktor. Jeg vil kramme, kysse og elske - alt det jeg kan. Imens jeg kan!!