Fertilitetsbehandling - vores historie #1

image Egentligt er det vist ikke noget jeg tidligere har andet end perifert nævnt herinde på domænet. Altså, at vi har været i fertilitetsbehandling. Det er og har aldrig været en hemmelighed. Eller det passer så ikke helt, for da vi var i vores første behandlingsforløb var det kun vores forældre og et par veninder, som kendte til det. Jeg kunne slet ikke overskue, at det var noget vi skulle tale om hele tiden, for ærligt var jeg så knust indeni, at jeg havde svært ved at hænge sammen. Så selvom jeg knapt tænkte på andet end operation baby, så kunne jeg altså ikke bære at tale om det. Inden i når at tænke, at der er ret mange jeg'er og ikke vi'er i den her fortælling, så lad mig afsløre at dette udelukkende er min side af historien om vores behandlingsforløb. Dans fortælling ville uden tvivl være helt anderledes og med fokus andre steder. Men lad mig nu starte med begyndelsen. Efter en perfekt ferie i Caribien, som inkluderede et krydstogt og efterfølgende en intens og romantisk uges ophold på Aruba var jeg helt og adeles skruk. Vi havde ikke stortset ikke lavet andet end at drikke lækre sommerlige cocktails med jordbær, bade og holde hånd. Jeg var sikker på, at han skulle være far til mine børn. Dan skulle lige ha' et vink med en vognstang og et skub i den rigtige retning før han var ombord på projekt baby. Men der gik nu ikke længe før vi gik igang. Der skete bare absolut intet. Knap et år senere var der stadig intet sket. Jeg forstod det ikke. Jeg havde aldrig tidligere tænkt tanken, om at det kunne være et problem at blive gravid. Dan tog det hele meget stille og roligt. En evne jeg ikke helt besidder, for jeg var bekymret. Ja faktisk lidt skræmt. Lige pludselig så jeg barnevogne og gravide maver hvorend jeg vente blikket. Det var hårdt og jeg var ked af det. Vi fik en aftale i stand på det lokale lægehus og fik talt situationen igennem med lægen. Hun sendte os straks videre i systemet. Videre mod fertilitesbehandling. Jeg husker faktisk ikke helt hvordan jeg tog den nyhed. Men jeg husker tydeligt frustrationerne ved at skulle vente på den første tid ved fertilitetsklinikken. En ventetid, som igen og igen skulle blive en udfordring. En prøve som skulle tages om efter tre måneder og en samtale, hvor det blev gjort os klart, at vi skulle vide at behandling ikke altid ender med en baby i armene. Og at vi skulle være indforstået med, at det er hårdt for forholdet. De gjorde os det klart, at hvis vi på et tidspunkt i forløbet overvejede at gå fra hinanden, så skulle vi ikke gøre noget forhastet, men derimod holde en pause med hormonerne. Det viste sig senere hen at være et rigtig godt råd. En kvinde sprængfyldt med hormoner og en frygt for aldrig at blive mor må siges at være en rigtig dårlig kombination og jeg var i perioder noget uligevægtig. Jeg tror egentlig ikke man i sin vildeste fantasi kan forestille sig den sorg man går igennem. For det er en sorg. Det er jo ikke en lille ting det at stifte familie og pludselig følte jeg mig røvet. Som om nogen havde stjålet min drøm. Og det er overvældende og knusende på en gang, når man pludselig ikke aner om det nogensinde bliver en realitet, at få et barn. Kombineret med en hormonfyldt krop føles det hele til tider uoverskueligt. For hvad nu hvis det ikke lykkes, så er det jo måske hele livsplanen som skal ændres? Selvfølgelig findes der alternativer via f.eks. adoption. Men det er altså bare en kamel at sluge, at vide at man måske aldrig skal prøve at bære et barn og mærke små puf i maven. I hvert fald for mig. Og så det faktum at adoption kan være en årelangt proces, når nu man brændende ønsker sig et barn NU. Tålmodighed har altså aldrig været min stærke side   Fortsættelse følger...   Læs del 2