Idiotiske ting vi skal stoppe med at sige til fædre

  idiotiske ting vi siger til fædre I kender det sikkert. I har forladt hjemme uden ynglet. Måske er i taget ude for at handle, drikke kaffe i fred eller *indsæt selv en passende uden-børn situation*. Her møder i en bekendt/fremmed/naboen eller hvem det måtte være, som selvfølgelig lige i forbi farten henkastede spørger hvor børnene er. De er hjemme med deres far, svarer man, uden at tænke nærmere over det. Straks får man blikket, blinket og grinet, som indikere at det er lidt af et sats. Måske efterfulgt af et "hold da op kan man godt klare tre børn". Helt ærligt sidst havde jeg mest lyst til at dunke den frysepizza (ups) vognen indeholdt i hovedet på den ellers søde dame. I stedet smilede jeg bredt og grinede med. Og så slog det mig -- det skal simpelthen stoppe. Vi skal stoppe med at gøre fædre uduelige til at være forældre. Jeg har oplevet lignende situationer massevis af gange, og det samme har min mand. F.eks. da min mand skulle være hjemme med ungerne, imens jeg fik en cocktail med min far og hans kæreste. Min far spurgte, nærmest bekymret, kan han nu godt klare det? Jeg er overbevist om at ingen havde skænket det en tanke, hvis det var den omvendte situation. Eller gange, hvor der har været kraftige hentydninger til at far vist har klædt ynglet på, når sokkerne ikke matcher eller tøjet er krøllet. Newsflash det kunne ligeså godt være barnet selv eller moderen. Den allerværste er om far "passer" eller er "babysitter"? Nej for hulen. Han er børnenes far - ikke en babysitter. Han er en forældre. Præcis ligesom mig. Selvfølgelig kan han klare der. Han kan gøre tingene nøjagtig ligeså godt som mig. Det er muligvis ikke på samme måde, men det er lige så godt. Måske har vi forskellige ting vi er bedst til, men det er ofte sådan at mænd og kvinder har forskellige kompetencer og forskellige evner at byde ind med og halleluja for det. Vi er ikke nødvendigvis enige om tingene, men igen er der jo ingen der siger, at min metode er den bedste metode. Herhjemme leger far med ungerne, trøster når de slår sig, kommer plaster på knæet og han klarer også de hysteriske sammenbrud, som følger med, når man har 3 små damer i huset. Han rydder op, laver mad og putter. Han børste tænder og opdager udslæt. Han bekymrer sig om børnene på lige fod som mig. Og han elsker dem præcis lige så højt som jeg gør. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Jeg ved at der findes massevis af elendige fædre, men der findes altså også elendige mødre. Men helt ærligt, så synes jeg da, at fædre, som min mand, fortjener at være en del af forældrerollen også igennem det sprog vi bruger. Så nej min mand er ikke babysitter - han er far. Når man tager et kig i diverse blade og reklamer, så er det jo egentlig også ret hurtigt at se hvor fokus ligger. Smilende mødre med babyer. Det er jo som regel også mødre, som bruges til at anbefale diverse babyprodukter. Ikke fædre. Men derfor behøver vi jo ikke at gøre fædrene til fedtmule lignende amatører. Jeg er sgu også selv lidt af en fedtmule engang imellem, men det er der jo ikke nogle der nævner hele tiden ;)     Inspiration hentet fra dette geniale Huff Post indlæg HER. Jeg kunne genkende situationen fra vores hverdag med det samme. Der er i øvrigt rigtig mange gode og sjove blog indlæg om moderskabet :)