At være hjemmegående er...

   Fra vores hyggetur i weekenden. Læs mere om den HER :)
  • mere givende end jeg nogensinde havde forestillet mig på forhånd. Det er en enormt skøn følelse, at være der og egentlig lære sin børn bedre at kende, fordi vi altid er sammen. Det er ligesom en helt ny verden, som åbner sig, hvor vi lige skal lære hinanden at kende sådan helt til bunds.
  • hårdere end jeg nogensinde havde forestillet mig. Hårdt i den forstand, at man altid er på. Der er altid en der skal have hjælp, mad eller et kram. I løbet af en dag har man ikke mange minutter for sig selv. Ikke engang på lokummet. 
  • en tilstand, hvor jeg føler mig enormt priviligeret over at kunne tilpasse og tilrettelægge vores hverdag efter behov og lyst. 
  • jeg trættere end før. De unger kører mig sgu død. Ærligt, når vi kommer til aften er jeg som en ballon luften er gået af. Det havde jeg nok ikke set komme. Altså hvor hårdt det egentlig kan være. Det er jo bare børn?! Og endda mine egne :P Men ikke desto mindre føler jeg drænet ved aftenstid.
  • Tabubelagt og folk kigger altså lidt skævt, når jeg fortæller hvad jeg laver. Det irritere mig, men jeg kan ikke lade være med at føle mig lidt akavet i det øjeblik, hvor samtalen går i stå og jeg bliver betragtet, imens jeg svarer at jeg er hjemme med guldklumperne. Jeg ved, at det er det rigtige valg for os, men jeg orker ikke at skulle "forklare mig" altid. Det er i min verden helt naturligt at ville tilbringe mest muligt tid med sit yngel.
  • jeg udfordret på alle mulige plan. Min tålmodighed, min opfindsomhed og min evne til at kunne opfylde forskellige behov hos vidt forskellige børn på en og samme tid. Jeg lærer noget nyt hver dag pt.
  • det ikke lykkedes mig at få en fælles middagslur med ungerne endnu. Det vil og må jeg altså prøve. 
Må gerne fortsættes :)