Livet er så forbandet skrøbeligt

image I går ringede min mor kl 21.59. Jeg vidste allerede, på grund af tidspunktet, at noget var galt, så det var med rystende fingre og stemme, at jeg tog den. Ganske rigtigt. Min elskede farmor havde fået en blodprop. Min farmor har en ganske særlig plads i mit hjerte. Sådan har det altid været. Som barn var det mit yndlings sted i hele verden - hos farmor og farfar. Hun elskede at have huset fyldt med os unger og havde altid både tid og overskud til os alle samme. Også selvom vi nogle gange alle 11 børnebørn var der på en gange. Helt ærligt ville jeg temmeligt sikkert selv være ret overvældet, men hun lod sig ikke mærke med noget som helst. På mange måder er hun (og min mor!) min inspirationskilder. Jeg er, som jeg er som mor, pga dem. Min farmor er mild, sjov, kærlig og så er hun stærk som en okse. Måske ikke i kroppen, men i hendes sind. Hun er åben, dømmer ikke og er rummelig. I mine øjne er hun en enorm stærk og inspirerende kvinde. Og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke gjorde ondt at se at hendes krop ikke længere er så stærk, som hendes sind. Min søster og jeg besøgte hende idag og efter omstændighederne har hun det heldigvis godt. I hvert fald delte vi røver historier fra vores barndom. Farmor fortalte med stolthed i stemme, at hun stadig husker, da hun spurgte os alle 11 børnebørn hvad vi ville have til aftensmad. Vi sad rundt om køkkenbordet og stak alle hænderne i vejret og råbte pandekager. Og det skulle vi da ha'. Og damn de pandekager var også verdens bedste. Jeg husker dem stadig som var det igår. Dejlige tykke og fedtede pandekager fyldt med den sødeste marmelade og sukker, som løb klistret ned ad fingrene. Jeg har så mange gode minder fra min barndom, både som hun er en del af eller som jeg kan takke hende for. Faktisk kunne jeg slet ikke forestille mig en verden, hvor hun ikke findes!! Livet er bare så forbandet skrøbeligt og det er dæleme med at nyde både det og hinanden det allerbedste vi kan. Imens vi kan.