Vi tog den rette beslutning!!

  image Det er blevet mere end tydeligt, at vi tog den rette beslutning, da vi meldte den ene af vores store tøser ud af børnehaven, selvom vi i starten var i tvivl om vi kunne gøre forskel på dem. Hendes søster elsker at være afsted, at lege med de andre børn og efterspørger det endda selv. Den anden var lige modsat. Hun var ked af det, ville ikke afsted og reagerede voldsomt, når hun kom hjem. Hun havde ikke behovet for den sociale kontakt til de andre børn og legede ikke med dem, men ved siden af. Rent udviklingsmæssigt gav det hende ikke noget, nærmere tværtimod, da det gjorde hende utryg. Og i og med jeg skulle gå hjemme med lillesøster var det jo ikke en nødvendighed, at hun skulle afsted. Det føltes som en stor beslutning at melde hende ud. Jeg (eller vi) var bange for at gøre hende en bjørnetjeneste. Set i bakspejlet var alle de bekymringer jo egentlig helt tosset, men sådan er forældreskabet ofte synes jeg. Jeg vender og drejer beslutninger og kan analysere i en evighed. Men ærligt, så er det aldrig helt hen i vejret og lytte til mavefornemmelsen, som vi endte med at gøre, da vi meldte hende ud. Pædagogerne i BH var i øvrigt helt enige i at det var det rette og siger det ofte stadig, når vi henter og bringer hendes søster. De ser nemlig også den enorme udvikling der er sket hos vores pige. Istedet for at være hende som gemmer sig bag mors ben er hun nu åben, snaksalig og tager ofte selv iniativ til kontakt. Hun er blevet fyldt med selvsikkerhed på en måde jeg ikke har set tidligere. Hun er også en pige, som har meget brug for ro og rammer, for tingene ikke skal gå i kage. Og med de behov mødt er jeg sikker på at hun bliver bedre og bedre rustet til at få et positivt forhold til det med BH og senere hen skole. Jeg er flere gange her på ferien blevet helt varm om hjertet, når hun pludselig på eget initiativ har taget kontakt til andre børn, leget, grint og bagefter snakket om det helt til sengetid. Pludselig ser vi må mange nye sider af hende. Og vi er blevet bekræftiget i at beslutningen var den rette for hende. Vi gav hende noget og fratog hende ingenting. Oveni hatten er jeg så glad for vi har en BH, hvor døren altid står på klem for hende. Hun får jævnligt at vide at hun gerne må blive og lege. Hun får frugt og nybagte boller, når vi henter hendes søster. De gør så godt et arbejde for at hun skal føle sig tilpas.