Skilsmisse #9 At give slip, men hvordan?

img_2207 Jeg er nået til et sted, hvor jeg gerne vil give slip på vrede, hvor jeg længes efter at tilgive og komme fortiden i glemmebogen og starte på en frisk. Ikke for børnenes skyld, ikke for andres skyld, men for absolut kun min egen skyld. Jeg aner bare ikke hvordan?! Jeg er træt af at være forsmået og bitter. Jeg har ikke lyst til at det skal være så stor en del af min hverdag. Ikke i den forstand, at jeg tænker på det konstant. Det gør jeg ikke, faktisk slet ikke. Men når det kommer over mig gløder raseriet og jeg føler nærmest et had. Svigt og sårede følelser giver mig en mavepuster uden lige. Sådan har jeg ikke lyst til at det skal være længere. Jeg vil give slip, jeg vil videre, jeg vil være lykkelig igen og lade fortiden blive i fortiden. Men hvordan? Hvordan giver man slip? Og kan man nogensinde slippe helt? Jeg hører hele tiden sætningen "forgiven, not forgotten" inde i hovedet og det er nok der hvor jeg vil hen. Selvfølgelig glemmer man aldrig alt, men med tilgivelse forestiller jeg mig der kommer en slags ro og accept af, at jeg ikke kan ændre fortiden. Bare vreden og følelsen af svigt ville dampe lidt af, så de ikke føles så intense og blusser op, når jeg mindst venter det. Bare jeg kunne komme til et sted, hvor jeg har det bedre, for det ønsker jeg. Jeg føler lidt af jeg træder vande, at jeg burde være kommet længere i processen. Men ting tager den tid de tager og jeg tror det er vigtigt at føle sig igennem det hele. Op og nedture. Virkelig at bearbejde det, for ellers dukker det hele blot op på et senere tidspunkt. Og det første skridt mod tilgivelse må vel være at ønske det? Ønske at komme videre og lægge det bag mig.