3. trimester, 28 uger og 3 dage gravid. Om jeg forstår hvor tiden bliver af. Den suser vitterligt forbi min snude og jeg forstår ikke at jeg allerede har været gravid i 199 dage. Det er forresten min graviditet app, som fortæller mig alle tallene, for dem har jeg ingenlunde styr på. At All. Faktisk vil jeg sige at jeg ikke har styr på særlig meget i denne graviditet. Hvor jeg nærmest havde alt parat i den sekund jeg blev gravid med tvillingerne, har jeg nærmest ikke styr på en dyt denne gang og jeg er ej heller stresset over det overhovedet. Det kommer, når det kommer. I dag har vi været til 3D scanning. For os en helt ny...

Jeg har simpelthen været sådan i tvivl om jeg skulle tage til misdannelsesscanning. Når man generelt, i de her Corona tider, holder sig hjemme på egen matrikel og ikke ser nogle mennesker, så havde jeg det ærlig talt en smule stramt på at møde op på sygehuset. Og den beslutning havde jeg det egentlig fint med, troede jeg. For jeg blev ved med at have den her lille nagende fornemmelse, som fortalte mig, at jeg ville få svært ved at tilgive mig selv, hvis det at skippe en misdannelsesscanning også potentielt betød at misse noget ved bønnen, som der kunne gøres noget ved. Altså skulle der været et eller andet behandlingskrævende. Og selvom risikoen selvfølgelig var mindre end lillebitte, så havde...

Efter et lille års fertilitetsbehandling kan vi endelig råbe og skrige “fucking endelig”. Fucking endelig er testen positiv. Fucking endelig er jeg gravid! Den lille bønne blev sgu hængende derinde. Og det endda i et fryseforsøg. Vores allersidste forsøg! Vi havde før forsøget totalt afskrevet, at et fryseæg kunne blive til noget som helst. Dem har vi nemlig haft enormt mange af (i tidligere forsøg, da tvillingerne og deres lillesøster blev lavet) og det er simpelthen første gang at vi har held med et. De lange hormonbehandlinger, for at dyrke æggene har været hvor det har lykkedes for os. Det er intet mindre end et julemirakel med en lille julebønne! Og, som jeg også skrev på Instagram efter ægoplægning, så...

Jeg har grædt, råbt, været urimelig og haft pænt ondt af mig selv! Jeg kan ikke helt forklare hvor det kommer fra. Besøget hos fertilitetsklinikken idag gik godt og jeg gror æg, som blev jeg betalt for det!  Men alligevel er jeg max presset og føler virkelig hele følelsesregisteret. Hele processen er så skide følsom og ganget med alle de ekstra hormoner, som pt bor i min krop, så har vi vist det man kalder en sprængfarlig cocktail gående løs! Om det er tårer eller vrede, som kommer vides i øvrigt aldrig og kan vist ej heller forudsiges, da min sindstemning kan vende på cirka 2 og et halvt sekund. FØLG OGSÅ MED PÅ INSTAGRAM Det er cirka 5 1/2 år...

En af de sværeste ting ved at være i fertilitetsbehandling, denne gang, er helt sikkert forholdet til min krop. Som jeg nævnt sidst jeg berørte fertilitetsbehandlingen, så virker det næsten, som om min krop har det sværere med behandlingen end jeg. At den har lidt en slags traume, fordi jeg ikke tidligere ikke lyttede ordentligt til den. Jeg er selvfølgelig også klar over, at det ikke udelukkende er noget fysisk, men også noget psykisk overlevelsesstrategi. Så i denne omgang gør jeg meget ud af at gøre noget godt for mig selv. Det lyder måske fjollet eller helt skørt, for dig, men for mig er det helt naturligt. Jeg har simpelthen behov for at bevare den positive kontakt til min krop....