Efter et lille års fertilitetsbehandling kan vi endelig råbe og skrige “fucking endelig”. Fucking endelig er testen positiv. Fucking endelig er jeg gravid! Den lille bønne blev sgu hængende derinde. Og det endda i et fryseforsøg. Vores allersidste forsøg! Vi havde før forsøget totalt afskrevet, at et fryseæg kunne blive til noget som helst. Dem har vi nemlig haft enormt mange af (i tidligere forsøg, da tvillingerne og deres lillesøster blev lavet) og det er simpelthen første gang at vi har held med et. De lange hormonbehandlinger, for at dyrke æggene har været hvor det har lykkedes for os. Det er intet mindre end et julemirakel med en lille julebønne! Og, som jeg også skrev på Instagram efter ægoplægning, så...

Jeg har grædt, råbt, været urimelig og haft pænt ondt af mig selv! Jeg kan ikke helt forklare hvor det kommer fra. Besøget hos fertilitetsklinikken idag gik godt og jeg gror æg, som blev jeg betalt for det!  Men alligevel er jeg max presset og føler virkelig hele følelsesregisteret. Hele processen er så skide følsom og ganget med alle de ekstra hormoner, som pt bor i min krop, så har vi vist det man kalder en sprængfarlig cocktail gående løs! Om det er tårer eller vrede, som kommer vides i øvrigt aldrig og kan vist ej heller forudsiges, da min sindstemning kan vende på cirka 2 og et halvt sekund. FØLG OGSÅ MED PÅ INSTAGRAM Det er cirka 5 1/2 år...

En af de sværeste ting ved at være i fertilitetsbehandling, denne gang, er helt sikkert forholdet til min krop. Som jeg nævnt sidst jeg berørte fertilitetsbehandlingen, så virker det næsten, som om min krop har det sværere med behandlingen end jeg. At den har lidt en slags traume, fordi jeg ikke tidligere ikke lyttede ordentligt til den. Jeg er selvfølgelig også klar over, at det ikke udelukkende er noget fysisk, men også noget psykisk overlevelsesstrategi. Så i denne omgang gør jeg meget ud af at gøre noget godt for mig selv. Det lyder måske fjollet eller helt skørt, for dig, men for mig er det helt naturligt. Jeg har simpelthen behov for at bevare den positive kontakt til min krop....

Indlægget her skrev jeg for cirka 14 dage siden. Dengang vi besluttede at gå i behandling igen, igen. På det tidspunkt var jeg ikke helt sikker på, om jeg havde lyst til dele processen denne gang. Hvorfor ved jeg egentligt ikke. Sidste gang nød jeg, at jeg ikke følte mig så alene med det hele. Men samtidig er det også en enormt følsom proces, som kan være hård at dele ud af. Ikke desto mindre er jeg altså endt ud i at det føles ok, at dele, så start tankerne skal du selvfølgelig også have med… 16 september 24 september går turen mod Aarhus og projekt baby går officielt i gang igen. Det har været en langt længere pause fra...

Jeg synes efterhånden jeg har jokket en del rundt i det med fertilitetsbehandling. Men det fylder helt ærligt også en del, ja nærmest alt, når først man går i krig med hormoner og nåle, i håbet om at producere en lille arving. Og vi skulle have været gang i går. Men efter at have mærket efter helt ned i maven, så er overskuddet der bare ikke. Grunden til det manglende overskud skal selvfølgelig findes i den renovering i står midt i, men nok allermest i det faktum, at der er sygdom tæt inde på livet af os. Af respekt for, at det ikke er min historie, at fortælle, vil jeg undlade at nævne mere om det. Det fylder bare en...