
Jeg har simpelthen været sådan i tvivl om jeg skulle tage til misdannelsesscanning. Når man generelt, i de her Corona tider, holder sig hjemme på egen matrikel og ikke ser nogle mennesker, så havde jeg det ærlig talt en smule stramt på at møde op på sygehuset. Og den beslutning havde jeg det egentlig fint med, troede jeg. For jeg blev ved med at have den her lille nagende fornemmelse, som fortalte mig, at jeg ville få svært ved at tilgive mig selv, hvis det at skippe en misdannelsesscanning også potentielt betød at misse noget ved bønnen, som der kunne gøres noget ved. Altså skulle der været et eller andet behandlingskrævende. Og selvom risikoen selvfølgelig var mindre end lillebitte, så havde...