Så er det endnu engang søndag og jeg har haft gang i bageriet. Denne gang vil jeg gerne vise jer de skønneste Naan brød, som hurtigt er blevet en favorit herhjemme. De er nemlig hurtige og nemme at lave og så smager de virkelig drøn lækre.
Opskrift på naan brød med hvidløgssmør
(8styk)
10 gram gær
1 dl lunken vand
1 dl yoghurt (jeg bruger græsk)
1 spsk olie
5 dl hvedemel
1 spsk smør
3 fed hvidløg
Koriander (eller persille)
Opløs gæren i det lunkne vand. Tilsæt de øvrige ingredienser, men vent med hvedemelet tilsidst. Tilsæt det lidt efter lidt, således at du får en dej, som ikke er for klistret.
Lad dejen hæve en times tid. Del den i 8 stykker. Rul dem ganske flade og steg på panden, ved middelvarme) i en lille bitte smule olie. De skal have ganske kort tid, på hver side, før de bliver lækre gyldne.
Smørret smeltes sammen med hvidløget, for at smørret skal optage hvidløgssmagen. Smør på naan brødet med en pensel, så snart det tages af panden.
Serveres straks – drysset med koriander. Herhjemme bruger vi dog persille istedet, da det kun er mig, som er begejstret for koriander.
Find også opskrift på // Hvidløgsflutes // Møllehjul af parmesanboller // Osteboller // Khachapuri – ostebrød // Hvidløgssnegle // Hvidløgsknuder // Rødebedeboller // Spinat & rødbede vafler //