Noget af det letteste at dyrke i egen køkkenhave må være hvidløg. De er hurtige at så og kræver derefter nærmeste ingen opmærksomhed. Udbyttet er stor og indsatsen ret så lille.
Og det er faktisk netop nu i oktober, at hvidløgene skal sættes, for at du kan forsyne dig selv med lækre og velsmagende hvidløg næste år. Som med alt andet, så smager hjemmedyrkede hvidløg bare bedre.
Sådan dyrker du hvidløg
I år har jeg sat fed fra egen avl, men eller plejer jeg blot at købe økologiske hvidløg fra supermarkedet. Det har jeg altid gjort. Men man kan også købe sætteløg, hvis man er mere til den løsning.
Et fed fra et hvidløg bliver til et helt hvidløg. Man siger at fedende gerne skal sættes nogle uger inden den første rigtige nattefrost. Jeg sætter hvidløgsfeddene, på en solrig plads, med cirka 10 cm mellemrum og cirka 15 cm imellem rækkerne. Feddene presser jeg ned så spidsen er lige under jordoverfladen. Herefter fordeler jeg kompost eller hestemøg over. Især hestemøg er virkeligt effektiv gødning i haven, synes jeg.
Så får feddene lov at passe sig selv og i løbet af vinteren begynder de at spire. Du lader blot spirene passe sig selv. I løbet af foråret kan jeg godt finde på at give en omgang gødning mere.
Hvornår er hvidløg klar til høst?
Hvidløgene er klar til at høste cirka midt i juli året efter. Du kan se at de er klar ved at toppen begynder at visne. Du kan også tjekke hvidløgene. Er det grønt er det endnu ikke helt modent, er det hvidt er det ved at være tid til høst. Er farven lilla eller pink ish er hvidløgene dejlig modne. Når hvidløgene er modne skal de helst ikke blive for længe i jorden, da den beskyttende skal kan sprække. Det gør hvidløgene mere modtagelige for skimmel og forringer dermed holdbarheden.
Når du har høstet hvidløgene, så skal de tørres for at holde sig. Jeg lader dem gerne ligge på et net og tørrer til toppen er tør. Så fletter vi i ranker og opbevarer dem køligt, men ikke koldt.