
Koldhævede håndværkere på 2 minutter.
Mit nutids-jeg elsker mit fortids-jeg, når jeg har husket at bruge 2 minutter på at klaske en dej sammen aftenen forinden. Især søndag morgen, hvor vi som regel ikke har planer og hygger lidt ekstra med morgenmaden. Morgenbrødet her er æltefrit. Det vil sige at du blot rører dejen sammen i en skål. Ingen klistrede fingre eller kæmpe oprydning. Det kan faktisk næsten ikke blive lettere, medmindre du selvfølgelig starter bilen og kører til bageren. Men det vil jeg næsten love dig tager længere tid end at bage de her luftige og sprøde håndværkere selv.
Jeg bruger ofte ganske lidt gær i mit bagværk og lader det i stedet få god tid til at hæve. Det synes jeg giver et fantastisk luftigt resultat med en god krumme. Og så slipper man også for gærsmagen, som jeg synes følger med, når man bruger en stor mængde gær.
I forhold til mængden af mel, så skal dejen her føles som en alt for tyk grød, når du rører rundt. Den skal altså ikke være som en almindelig bolledej. Men dejen skal heller ikke blive for tynd, da den så flyder ud og giver flade boller.
Er du mere til franskbrød du eventuelt kigge forbi min opskrift på sødmælksfranskbrød. Jeg lover den er hammer god og ganske, ganske let. Min veninde siger at den smager af barndom og jeg er ganske tilbøjelig til at give hende ret.
Du kan også på jagt i alle mine opskrifter på brød i kategorien brød. Der er efterhånden en hel del.