Efter vores cruise gik vi i land på Conzumel. En lille ø ud for Playa Del Carmen. Her brugte vi et par timer inden vi tog færgen mod Conzumel. Det var nok nær den værste sejltur jeg nogensinde har været på. Haha det halve af selskabet blev søsyge, ørlede og det eneste gode jeg kan sige om det, er at turen heldigvis ikke er så lang 😉
Det var vores anden gang i Playa Del Carmen og dermed nød vi allermest pool og strand denne gang. Sidste gang havde vi nemlig set en del af pyramiderne.
Hvor boede vi i Playa Del Carmen
Denne gang boede vi på The Reef Playacar. Et mindre hotel med en slags jungletema. Super hyggeligt sted med god atmosfære. Det er et all-inclusive hotel og som altid med sådan et sted når jeg at blive en smule træt af maden. I virkeligheden handler det nok om jeg hellere vil ud og spise lokalt, men jeg må også indrømme, at når man rejser flere familier sammen og der er børn, er det virkelig let med all-inclusive.
Hotellet ligger på stranden og har en fin pool. Der er softice maskine til fri afbenyttelse og det er vist noget af det vores børn husker bedst fra ferien.
Fra hotellet er der cirka 20-25 minutters gang (med børn) til 5th avenue, som er den store shoppegade i Playa Del Carmen by.
Shopping i Playa Del Carmen
Som nævnt er hovedgaden 5th avenue byens største shoppegade. Her er alt fra internationel High-street butikker som Zara, til apotek til lokale souvenirs bikse. Jo tættere du kommer ind mod midten af gaden, jo mere stiger priserne. Vi erfarede at priserne var billigere i de shops vi mødte på vejen fra vores hotel mod 5 th avenue.
Første gang vi var på denne gade for 5 år siden så vi mange dyreunger, som blev slæbt rundt, så turister kunne få taget billeder. Blandt andet en hvid tiger. Det så vi intet af denne gang, så forhåbentligt er der blevet ryddet op i det.
Under vores første besøg i Playa del Carmen besøgte vi nogle af de kæmpe supermarkeder. Jeg kan bruge oceaner af tid på at snuse rundt og så var det billigt sammenlignet med de små “supermarkeder”, som ligger rundt omkring.
Restauranter i Playa Del Carmen
Eftersom vi havde all-inclusive på hotellet må jeg indrømme, at vi ikke spiste helt så meget ude, som jeg gerne vil. Men det lykkedes os nu alligevel at finde nogle perler.
Som med shopping gør det samme sig gældende for restauranter. Jo mere mod midten af shoppinggaden, jo dyrere og ikke nødvendigvis bedre.
De bedste restauranter vi fandt, var nede ad nogle sidegader, hvor vi så lokale spise. Det er altid den bedste indikator, for et godt og autentisk sted, at de lokale selv spiser der.
Det første sted jeg vil anbefale er Las Brisas. Vi gav 91 dollars for 11 spisende med drikkevarer. Altså var det bestemt ikke dyrt. Jeg spiste rejser med avokado og det smagte fantastisk. Der blev også spist taco og fisk. Alle var glade og tilfredse.
Det absolut bedste sted, som vi spiste var La Cochi-Loka. Egentligt er det mere et hul i væggen med et par barstole end det er en restaurant, men de serverede de bedste tacos og Costras jeg nogensinde har smagt, så de skal simpelthen med. For 6 tacos og 3 costras betalte vi 14 dollars. Costras Harina er en slags taco med et kæmpe lag ost ovenpå. Jeg spiser en på billedet nedenfor. Det smager vanvittigt godt!
Serværdigheder i Playa Del Carmen
Drypstenshulerne, også kaldet Cenotes er et besøg værd. Da vi besøgte Playa del Carmen for 5 år siden besøgte vi en, fik våddragt på og svømmede herefter rundt i underjordiske grotter i en god time. Smuk oplevelse.
Coba pyramiden i junglen, besøgte vi også for 5 år siden. Dengang måtte man gå op og ned ad den. Det er jeg ikke helt sikker på er tilfældet længere. Området ligger et par timers kørsel fra Playa del Carmen. Vi blev cyklet rundt, da der er en del at se og vi dengang havde babyer med.
I nærheden ligger flere cenoter, hvor man kan bade.
Chichén Itzá er et must, at se, når man besøger Playa del Carmen. Pyramiden er på UNESCO’s kulturarvsliste og et af verdens 7 nye vidundere. Chichén Itzá er en stor mayaby og den er både imponerende og smuk. Der er også en god køretur fra Playa del Carmen, men det er tiden værd.
I Playa del Carmen, ikke mange stenkast fra vores hotel er der også små ruiner – Ruinas Mayas de Playacar. Ha’ i mente, at de er meget små og altså slet ikke kan måle sig med de tidligere nævnte. Dog lader det til, at ingen rigtig ved at de er der og stedet er således perfekt til en gåtur. Vi brugte det som naturlegeplads til ungerne, som svang sig i lianer.
Vi har endnu til gode, at besøge Tulum, som er en mayaby, beliggende helt ud til havet. Det bliver forhåbentligt en anden god gang.
Har i gode tip, så tilføj dem endeligt i kommentarfeltet, så det kan komme alle til gode 🙂
Læs også // Mini-guide til Bangkok // Mini-guide til Paris // Mini-guide til Kreta // Mini-guide til Rhodos //