NannaPretzmann.dk
Zara Kids

Tvillingefødsel: Blobbernes vej til verden

En tvillingefødsel beretning

Den dag Blobberne kom til verden har jeg gennem de sidste 2 år haft ret svært ved at forholde mig til.. Hvordan kan den bedste dag være den værste dag?! Mit hoved har så modstridende følelser, når det kommer til den dag, at jeg ikke rigtig kan forklare det følelseskaos som opstår indeni, når tanken/snakken falder derpå.. Det har irriteret mig længe, at jeg ikke bare kan lægge de negative til side og kun fokusere på det positive, for det var jo den største dag i vores liv, da vi blev forældre til de skønneste Blobbere.. Men skrækken sætter altså sit spor i kroppen om man vil det eller ej.. Især nu hvor lillesøsters ankomst ikke er så vildt langt ude i fremtiden længere, så kommer der minder frem fra krogene i hovedet..

Her kommer derfor et ret så personligt indlæg om netop den periode af vores liv..

I løbet af graviditets uge 30 begyndte mine ankler pludselig at hæve voldsomt op pga af væske.. Det blev mere og mere og en dag i starten af uge 31 fik jeg det rigtigt dårligt. Pustede for at få luft og havde prikker for øjnene. Da min mand kom hjem fra arbejde insisterede han på at vi tog ind forbi lægen. Vi fik en akut tid på det lokale lægehus, hvor jeg blev vejet og selvfølgelig havde taget voldsomt på pga alt væsken. Han tjekkede også for æggehvider i urinen og den målte det højeste den kunne.. Han snakkede strakt svangerskabsforgiftning og ringede til fødegangen i Aalborg, hvor han sendte os ud med beskeden om at vi kunne forvente et akut kejsersnit. Jeg hylede hele vejen derud og var helt ude af den af bekymring, for det var jo alt, alt for tidligt.. Blobberne skulle blive i hulen længe endnu.. Indtil da havde det været en ukompliceret graviditet, men med de obligatoriske ekstra tjek man får, når man venter tvillinger. Jeg havde da også været til scanning på hospitalet ugen før, hvor alt var okay – ingen tegn på noget som helst.

Da vi ankom til fødegangen blev vi placeret på et værelse. I øvrigt var det hele bare så uvirkeligt og jeg var virkelig skræmt at hele situationen. De kørte en strimmel på maven og heldigvis havde begge Blobberne det godt og var ikke påvirket på hjertelyden.  Jeg blev indlagt til videre observation, da alt tydede på at jeg havde udviklet svangerskabsforgiftning på rekordtid. Baby daddy kørte hjem efter lidt tøj til mig og kom igen med både bamse, slik og blade til mig og prøvede at berolige mig, så godt han kunne – selvom han med garanti også var skræmt fra vider og sans selv.

Der startede den daglige kontrol af blod, tis og blodtryk samt den daglige strimle på maven, for at sikre at pigerne havde det godt og at følge udviklingen i svangerskabsforgiftningen. Jeg fik også lungemodner, da alle formodede at det ville være et spørgsmål om meget kort tid før Blobberne skulle forløses ved kejsersnit. Vi blev tilbudt et besøg på neonatal afdelingen, da sygeplejerskerne havde den erfaring, at det gjorde godt at komme op og se hvordan det virkelig var at være der – da ens forestiller og de skræmme billeder man danner i sit hoved ofte bliver gjort til skamme, når først man kommer derop. Vi tog imod tilbuddet og en sød sygeplejerske viste os rundt og fortalte lidt om hvad vi kunne forvente, hvis Blobberne kom til verden nu. Et meget sødt forældrepar kaldte os over og lod os se deres lille datter. Hun vejede på det tidspunkt 1.500gram – ca det samme som Blobberne i maven var skudt til – og det hjalp så utroligt meget at se hende, for hun var jo bare den smukkest baby – lille, men helt perfekt.

Dagene sneglede afsted og hver dag Blobberne blev i maven var en sejr. Udviklingen i svangerskabsforgiftningen var meget svingende. I perioder gik det lidt i stå og jeg fik derfor et par gange lov til at komme hjem, men skulle altid komme til tjek den efterfølgende dag, hvor testene så igen var forværret og jeg derfor blev indlagt igen. Det endte med jeg nåede til uge 35 før lægerne mente det nu var tid. Jeg havde efterhånden taget 30kg på i væske og det steg med 1-2kg om dagen og mit blodtryk kunne ikke længere holdes nede på et fornuftigt niveau tiltrods for jeg fik blodtrykssænkende medicin. Men alle var enige om at det var utroligt jeg var nået så lang – ingen havde troet på det kunne lade sig gøre. Men psyken var efterhånden også ret påvirken af alle de rutchebane ture vi fik – den ene dag kunne vi forvente kejsersnit. Den næste gang fik vi så at vide at jeg kunne komme en tur hjem. Det er hårdt fordi man er skide bange hele tiden. Bange for sine børn og virkelig bange for at miste dem. En “rar” lægen fortalte på dagen hvor jeg skulle sættes i gang at der jo kun var 10% chance for de ikke overlevede. Da jeg gav mig til at hyle kunne hun måske godt se det ikke var den smarteste bemærkning og prøvede at trække i land.. Men nej sådan en kommentar kan altså ikke trækkes tilbage!

Om morgenen på igangsættelsesdagen blev jeg sendt ned på fødegangen for at få en stikpille – for ja nu måtte jeg nemlig selv føde fordi jeg var nået så langt. Det var jeg ret så glad for, for tanken om kejsersnit skræmte mig sindsygt meget. Op ad eftermiddagen var der stadig intet sket og jeg fik derfor en pille mere. Også uden noget resultat. Efter aftensmaden tog baby daddy ligeså stille hjemad og vi troede ikke der ville ske mere. Jeg sad og så zombie film (love them) på computeren, da jeg først mærkede lidt rumsteren rundt i maven. Det blev lynhurtigt til ret kraftige veer og jeg blev sendt på fødegangen, hvor vi fik ringet til baby daddy ved en 12 tiden om aftenen. Han kom ud. På det tidspunkt havde sygeplejerske sat en ve måler på maven. Hun synes mine veer virkede meget voldsomme og meget tætte, så hun frygtede at pillerne havde givet mig vestorm (det er egentligt bare sindsyge veer, som ikke gavner noget, da fødsel ikke skrider frem). Efter nogle timer med de her veer og der ingen udvidelse var sket what so ever mente hun det var tid til at give noget vehæmmende, da det er alt for stressende for børnene og hårdt for mor at have alle de veer, som ingen effekt har. Hun ville dog lige mærke efter en sidste gang.. Og endelig havde jeg udvidet mig så meget at hun kunne tage vandet. I håb om at det ville sætte gang i fødslen prøvede hun det. Det havde dog ingen effekt og da det blev morgen begyndte jeg pludselig at bløde voldsomt og Blobbernes hjertelyd faldt – de troede moderkagerne løsnede sig, så jeg blev kørt til akut kejsersnit under stort drama. De forsøgte først at lade baby daddy komme med og lade mig være vågen, men bedøvelsen virkede ikke korrekt og da jeg kunne mærke de puttede det desificerende på maven, så smed de ham ud og lagde mig i narkose.

Da jeg vågnede op var maven tom og vi var på vej ud af operationsstuen til overvågning. Her forklarede en læge mig at jeg ikke kunne se Blobberne. Mit blodtryk var for højt til at jeg kunne forlade opvågningsstuen/intensiv eller hvad det nu var og Blobberne var blevet kørt på neonatal. Jeg fik et billede af hver og pigerne og var så ulykkelig som jeg nogensinde havde været. Det er det værste jeg nogenside har prøvet i mit liv – ikke at kunne være der hos mine piger, da de havde allermest brug for mig. Ikke at kunne holde, kysse dem og sige det hele nok skulle blive okay. Havde jeg kunne rejse mig havde jeg været på vej derop.. men mine ben var bedøvet efter kejsersnittet, så jeg var bundet til sengen med lamme ben. Sygeplejersken prøvede sit bedste at berolige mig, men lige lidt hjalp det – jeg måtte bare se mine piger. Da lægen endelig kom igen var blodtrykket ikke blevet bedre og han sagde jeg ikke skulle regne med det blev før næste dag jeg fik lov at se dem.. WHAT.. hvis ikke mit blodtryk var sindsygt højt, så blev det, det.. Jeg kunne sgu da ikke vente til næste dag med at se mine børn.. Den allersødeste sygeplejerske sagde til lægen hun gerne ville køre mig derop og tage ansvaret for det.. Så det gjorde hun sgu!! (har tit tænkt hun fortjener verdens største gave og kram – det betød bare alt for mig/os det hun gjorde, men desværre kan jeg ikke engang huske hvordan hun så ud eller hed – måske alt det smertestillende og ingen søvn gjorde mig lidt kuk kuk).

Hun kørte mig op til Blobberne på neontal, hvor de mest fantastiske sygeplejerske tog imod os. Jeg var så bange for at der nu var gået så længe så Blobberne slet ikke vidste hvem jeg var (de blev født 9.03 og 9.04 og nu var kl mindst 17 – og jeg var ret dramatisk og midt i et følelseskaos).. Det blev dog gjort til skamme, da jeg fik to guldklumper i armene – en på 1,9kg og en på 2,5kg. Selvfølgelig vidste de jeg var deres mor. Hvor var det bare den vildeste følelse nogensinde.. Og ikke kun en, men TO!! WAUW 🙂 Det var kærlighed ved første blik. Jeg ved nogle siger der kan gå lidt tid inden moderkærligheden opstår – sådan var det ikke her. Jeg blev ramt, virkelig ramt det øjeblik de blev lagt hos mig.. Og hold op hvor jeg bare elskede baby daddy for at give mig de to mirakler. Da jeg kiggede op på ham var jeg bare overvæltet af kærlighed.. Dem havde vi fandme lavet sammen.. Findes der noget større? I think not.. Desværre kunne jeg kun blive kort hos mine mirakler – men ved i hvad.. Da jeg kom ned igen var mit blodtryk sørme faldet (i wonder why) og  en ny læge kommet til, som mente den anden læge havde handlet helt tosset, for selvfølgelig bliver en mors blodtryk helt vildt højt, når hun ikke må se sine børn..

De følgende dage var hårde, rigtig hårde.. Blobberne lå på neonatal og jeg lå på barselsgangen sammen med de andre mødre og deres babyer.. Puha det var forfærdenligt at skulle forlade dem hele tiden, ikke at kunne havde dem hos os hele tiden.. Baby daddy måtte hver dag tage hjem uden nogen af os..

Blobberne kunne ikke selv spise, så de fik sonde ned gennem  næsen til mavesækken, de lå på varmetæpper og havde overvågning på vejrtrækningen.. Men de var i live og de skønneste, smukkeste og mest fantastiske babyer jeg nogenside har set 🙂 De første timer havde de brugt i kuvøse og den ene med c-pap – det nåede jeg ikke at opleve.

Der gik ca. en uge, så kunne jeg blive udskrevet (efter at have været åbnet endnu engang, fordi der løb væske ud af kejsersnittet – det var dog bare fordi min krop havde bundet så meget væske pga svangerskabsforgiftningen), men vi havde hele tiden fået at vide, at der måske ikke var plads til mig på neo, så jeg skulle måske tage hjem. Puha det kunne jeg slet ikke overskue at tænke på – at tage hjem uden mine babyer.. Ej vel… Det blev heldigvis ikke nødvendigt – vi fik nemlig tilbudt et familierum, hvor far også kunne bo med os.. Så kunne vi for første gang være rigtigt samlet som en famile – det betød alt i den situation at Blobberne nu kunne sove sammen med os, være med os hele tiden.. det var pludselig vores børn <3 Men hold op hvor var jeg nervøs, da de kom af overvågningen – selvom de aldrig har vist det mindste tegn på ikke at ville trække vejret, så er der bare en slags sikkerhed i at det er der.. En sikkerhed som man vænner sig til og som pludselig er svær at undvære..

Mens man er på neonatal er alt overvåget – både mad mængder, tis og prut bliver først på et skema, så man har styr på alt.. Blobberne kunne som sagt ikke spise selv.. De blev ved hvert måltid hver anden time lagt til bryst, hvor de forsøgte at spise. Herefter gav vi dem sonde. En dag er nøje skemalagt med spisning, udmalking, selv at spise, sove og forfra igen.. Det er opslidende og min amning kom aldrig til at fungere 100%. Jeg var udmattet og følte jeg brugte hvert sekund med den forbandende malkemaskine.. Jeg gav op og den beslutning ved jeg idag var den helt rigtige for os og vores familie, selvom det bestemt ikke er noget som er gået ubemærket hen.. Hold op jeg og min mand har hørt for det.. Men vi ved det var den rigtige beslutning.

Efter ca. halvanden uge på neonatal var jeg en tur på Sygehus Syd med den ene pige. Lægen havde nemlig kort efter fødslen konstateret at hun havde susen, når han lyttede på hjertet.. Det betyder at der er hul – det er meget normalt, når man bliver født før tid og skal gerne lukke sig ret hurtigt, men lægerne blev ved med at høre susen.. Jeg tror det var en af de ting vi bare ikke kunne overskue at tage stilling til.. Vi fortalte det ikke engang til familien.. Kunne simpelten ikke forholde mig til det eller bære at der skulle være noget alvorligt i vejen.. Da vi ankom på Syd blev hun scannet og lægen sagde der ganske rigtigt var et hul, så vi skulle komme igen ved 3 mdr, men ikke bekymre os om det – han troede ikke det ville kræve operation.. Vi var til tjek igen ved 3 mdr og en gang mere ved 9 mdr, hvor hullet heldigvis havde lukket sig og alt så normalt ud.. 😀

Efter ca. 2 uger spiste den ene pige selv alt mad af flaske, men den anden var lidt langsommere til at fange det.. Det vendte dog fra den ene dag til den anden og pludselig snakkede de udskrivelse.. Det var den crazieste følelse.. Wow kan vi komme hjem? Med vores børn.. Efter præcis 3 uger havde den sidste pige taget på ved at spise selv – hun vejede nu 2kg og vi var så klar til at komme hjem.. Det var så underligt at træde ud af dørene og være på vej hjem for endelig at være en familie.. Hele verden var ligesom fortsat uden os, men nu var vi endelig klar til at deltage igen 😀

Læs updates her:

Tvillinger: For tidligt født

Af hjertet tak og svar på lidt spørgsmål

Blobberne 2 år – billederne er taget her i sommerferien 🙂
Hvis du har lyst til du følge med på facebook her og instagram lige her
Bloglovin’ finder du her 😀

   

17 kommentarer

  • Sikke da en omgang… Gudskelov med en lykkelig slutning! Kan dog godt forstå tankerne spøger.. Mærker du noget til svangerskabsforgiftning denne gang?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise Sukkot

    Tak for din historie. Bliver helt rørt! Mit eget tvillingeforløb minder lidt om dit. Pøj pøj med graviditeten.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tvillingernesmor

      Tak fordi du havde lyst til at læse med 😀 Og tusind tak 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elisabeth

    WOW, hvor er du bare sej smukke søster <3 At skrive så åbent om sådan nogle dybe, personlige, tanker og følelser er bare så stærkt gået. Du er one hell of a woman! (godt blobberne ikke kan læse mosters bandeord… endnu) Jeg er sikker på at alt går godt og endnu en smuk (kan hun blive andet med den mor?!) og velskabt pige venter lige om hjørnet. Og hun vil blive elsket lige så vanvittigt højt af mig, som pigerne. Som lillesøster kan man vel godt være stolt af sin storesøster, kan man ikke? Det er jeg i hvert fald! 😀 Du er benhård, and don't you forget it! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tvillingernesmor

      Årh din lille skid – du fik din søster til at hyle. Tusind takcdet betyder så meget du synes det <3 LOVE YOU – helt til månen og ned igen :-* Og ved lillesøster vil elske sin moster ligeså højt som Blobberne 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Sikke en gribende og barsk historie. Hvor er det fedt du har lyst til at dele det som ender med at være en vaskeægte solstråle historie med to sunde og raske børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kamila

    Hej 🙂 jeg har læst dit indlæg og kan følge dig ret meget, da min pige blev født i uge 30+0 🙂 vi var på sygehuset i 7 uger og fik oplevet en del af det, som jeg synes ingen skulle til at opleve.. men alt gik heldigvis også godt her og hun er den dejligste prinsesse på 5 mdr nu 🙂 en oplevelse som jeg håber ikke vi skal igennem nogensinde ugen og som man har lyst til at glemme. Jeg har dom printet nogle billeder ud og sat i rammer på hendes værelse, som kan minde os om hvor heldige vi er og hvor meget man burde værdsætte livet ! Knus til dig og dine princesser

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jane

    Nu har jeg læst begge indlæg om dine pigers fødsel og det med at være for tidligt født. Jeg har haft et meget lignende forløb. Mine tvillinge drenge kom til verden i uge 33 ved kejsersnit da jeg var syg af en infektion der dog intet havde med graviditeten at gøre. Jeg fik kejsersnit kl 22 men måtte ikke være på neonatal pga infektionen. Det var helligdag og ingen havde tid til at køre mig på neonatal. Jeg så dem først kl 13 dagen efter. Min mand var hos dem hele tiden og han troede at jeg sov. De mange timer uden at se sine sønner var et helvede! Drengene havde det godt men vi skulle blive i 16 dage. Farmand tog frem og tilbage da vi har en datter der på det tidspunkt var 2 1/2. Jeg forstår godt du frygter at blive indlagt igen. Vores datter forstod jo ikke at mor valgte de små babyer på hospitalet i stedet for at tage med hjem. Hun reagerede og jeg tudede. Puha det var en lettelse at komme hjem.
    Vi er også altid blevet mødt med korrigeret alder, både af sundhedsplejersken og pædagogerne i vuggestuen. Det gider man ikke høre når tvillingerne ikke kørte synkront forløb og den ene skreg konstant + storesøster i trodsalder.
    I dag er drengene 3 år. Vi siger ikke længere at de er for tidligt fødte. Vi hører ikke om korrigeret alder. De har heldigvis ingen komplikationer af at være for tidligt fødte, nu er det blot helt almindelig trodsalder x2

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • dan

    Flot at du kunne skrive det skat. Elsker dig så højt nanna, du er mit livs kærlighed:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine Lehmann

    Sidder her og læser om jeres forløb og jeres følelsesmæssige rutschetur.
    Det rammer mig helt vildt,blir rørt dybt indeni.Har selv været igennem et kaos der minder om og det blev til tvillingepiger født i uge 32 i dag er de 3,5 og fulde af fart ❤️
    Dejligt at se de skønne billeder til slut af jeres smukke blobbere,det er meget rørende og bringer mange minder frem

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Hvor har dit indlæg lige givet mig håbet igen. Vi ligger på børneafdelingen med vores tvillinger, 3 uger gamle, hvor A har konstateret hul i hjertet og E skal scannes for det mandag (det gør man pbenbart ikke i weekenden, fuck!) Jeg har aldrig oplevet en smerte som den jeg har følt den sidste uge, men det er rart at læse at man kommer ud på den anden side. Tak for det 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg er glad for det kunne hjælpe dig, virkelig! Man kommer nemlig ud på den anden side. Hvad siger de med hullet? C var jo lukket til 3 scanning. Helt som de havde sagt det ville være.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne jollmand

    Åh flashback til mine drenges fødselsdag for et år siden! Jeg havde og en ukompliceret graviditet til uge 30. Da jeg kom til 30+6 fandt man ud af jeg havde svangerskabsforgiftning og hellp og de skulle hurtigt ud. Fik kejsersnit og så slet ikke mine unger før dagen efter. Kun på billeder. Den ene havde det meget dårligt og han kom først ud til mig efter 30 timer. Den anden kom ud en del timer før, og der lå vores begges værdier pludselig perfekt. Vi var indlagt i 30 dage og på tidlig hjemme ophold i 15 dage. De var så seje! Nu bliver de et år i næste uge og jeg er så uendeligt stolt over dem!❤

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Zara Kids