Mandag, skønherlighed, lakridspiber og vino

Er ansvar for velfærd grund til at spytte børn i fællespuljen

image

Mine tre mirakler❤️

Nu har vi jo ikke knaldet os til vores børn, omend øvet, men altså i sidste ende været igennem adskillige behandlingsforløb hos fertilitetsklinikker, for at producere vores helt egen børneflok. Og i øvrigt været enormt heldige at have en hel flok. Jeg husker alt for tydeligt hvordan jeg havde det, dengang jeg troede jeg aldrig ville blive mor. Men selvom vi har undladt knalde delen, lige i dette tilfælde, så tillader jeg mig altså alligevel at ytre mig om emnet, for nu fik jeg jo endelig set “Knald for Danmark” igår aftes 😉

Vi skal have ambitioner, karriere og mål i livet.
Vi skal se godt ud, dyrke fitness og det hele skal helst se god ud udadtil. I hvert fald i de små kvadrater på Instagram.
Jeg føler et pres for at leve op til det hele, men læser samtidigt, nærmest dagligt, artikler om hvordan vi børnefamilier ikke gør det godt nok. Vi er egoistisk, vil holde ferie alene, opdrager curling børn og gør det i det hele taget skidt.

Men hvad nu hvis jeg slet ikke har det karrieremæssige behov? Hvis jeg har lyst til at være sammen med mine børn, lave mad og stå for vores hjem? That’s it.
Men det er jo lidt tabubelagt, for hvordan kan det være nok? Man skal jo realisere sig selv. Man skal jo stræbe, uddanne sig og bestemt ikke stå ved kødgryderne. Ja gu’ har jeg behov for at være Nanna, udover at være mor. Men jeg har bare ikke behov for at kaste mig ud i diverse karrieremæssige ting og ej heller kaste med jern i det lokale gym. Jeg har prøvet og det gør mig ikke glad. Jeg vil hellere være sammen med børnene og spise pandekager. Jeg har ikke lyst til at ungerne skal være så mange timer i institution. Jeg har ikke lyst til at gå glip af så mange ting med dem. Jeg vil selv have flertallet af timerne sammen med dem. Andet gør mig umådelige trist og er bestemt ikke grunden til, at jeg fik dem.

Men helt ærlig hvornår blev det så vigtigt hvad alle andre tænker og synes man skal? Jeg vil forsøge at lægge alt fokus på hvad der er rigtig for vores familie og stoppe med at spilde energi på om det er tabu, hvad andre tænker og synes er det rigtige. Hvad andre synes er rigtigt gør altså ikke mig og min familie lykkelig og det må være fokus i vores hjem. Og hvad fokus er i andre hjem skal føles rigtigt for dem.

Jeg har ofte hørt, at man kun fortryder de børn man ikke fik og det tror jeg skam er sandt. Men børn skal jo også være ønsket og har man ikke lyst, så har man altså ikke lyst. Det er jo ganske fair og et valg, som er hundred procent op til den enkelte. At ligge ansvar for velfærd til grund for at spytte børn i fællespuljen tænker jeg ikke løser noget som helst. Det giver i hvert fald ikke nogen en større lyst til børn. Istedet burde man forbedre vilkår for børnefamilier.
Vi dør jo af stress, når det handler om at jonglere det perfekte liv, det arbejdsmæssige og familielivet.
Og lige med henblik på fertilitetsbehandling vil jeg også knytte en kommentar. Da vi forsøgte at blive gravide første gang, var det tilfældigvis året, hvor det var selvbetaling. Misforstå mig ikke. Jeg blev gravid. Med tvillinger og det var hver en rød reje værd. Lillesøster blev til ved hjælp på en privat klinik – igen ved egenbetaling (man får kun hjælp til et barn i det offentlige) og hun er jo også hver en øre værd. Skal der komme flere søskende, så bliver det igen med hjælp og det er dyrt. Hormon medicin koster kassen. Hvis nu vi besluttede at en søster/bror ikke skulle laves med hinanden, så ville det igen være gratis. Fjolleri af værste skuffe, tænker jeg.
Jeg læste på et tidspunkt en undersøgelse fra en af vores nordiske naboer om at det selvfølgelig var en stor udgift med fertilitetsbehandling for staten, men at børnene betalte sig selv ind senere på arbejdsmarkedet. Og nu mangler vi jo tilfældigvis børn i DK, så måske det var en ide at støtte dem, som gerne vil, men ikke kan på egen hånd?
Barsel kunne vi også tage ved lære af ved vores naboer. Min fars kone er jo Litauer og forstår slet ikke, at vi ikke har længere tid. De har et par år, med mulighed for at forlænge og det letter jo hverdagen gevaldigt at kunne være med børnene, imens de er små.
Barnets første sygedag. Børn er oftest ikke så godt opdraget, at de holder op med at være syge på 1 dag. Og rigtig mange bedsteforældre er stadig på arbejdsmarkedet og kan derfor ikke træde til. Det er jo så stressende, når man begge SKAL på arbejde. What to do? Proppe ungerne i baglommen og tage dem med.
Nu vågnede Bette Måsen, så nu vil jeg kravle på gulvet og fjolle med hende.
Hvad mon i tænker om det hele?

2 kommentarer

  • Pernille

    Jeg er SÅ enig!
    Jeg har haft en fin karriere i 10 år, men efter nr to har jeg slet ikke lyst til at være væk fra ungerne. Det havde jeg heller ikke med efter nr 1, men da glemte jeg at lytte til mig selv! Jeg har fået et års orlov fra arb og er flyttet til en kommune med tilskud til at gå hjemme og passe mine egne børn. Fantastisk!!! Ingen stress hverken morgen eller aften. Og ungerne nyder det….
    Men jeg har fået mange blandede kommentarer – positive og negative! Dem der har rørt mest, har været fremmede mennesker, der roser mig for mit valg! Fedt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg tænker at du rammer det rigtig godt – Vi dør jo af stress, når intet er godt nok, og vores børn i 10 måneders alderen skal kunne udholde 7 timer – Måske mere i dagpleje eller vuggestue.

    Det er faktisk én af grundene til, at jeg lige nu ikke ønsker et barn til, netop det her med at efterlade min 10 måneder gamle BABY i vuggestue, fordi barnet skal være klar til når mor skal 9 timer på arbejde…. ALT, ALT, ALT for tidligt.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mandag, skønherlighed, lakridspiber og vino