Fortidens spøgelser – Nanna Pretzmann
Små glimt af hverdagslykke #2

Fortidens spøgelser

tempimageforsave

Jeg ville ønske, at jeg kunne drive dem væk for bestandigt. At jeg kunne holde dem på afstand og ikke lade dem ødelægge noget. Men, når jeg føler mig allermest lykkelig, når jeg for alvor slipper tøjlerne, slapper af og lader mig overvælde af kærlighed, så banker de pludselig på. Som fysiske, stikkende sug i maven, som fylder den med frygt, smerte og vrede. Frygt for at blive forladt, svigtet eller erstattet. At jeg ikke er god nok. Vrede og smerte over fortiden. De efterlader mig årvågen, mistroiske og på vagt overfor fjenden.

En forsvarsmekanisme uden tvivl, tænker jeg. Min hjerne, som impulsivt fortæller mit indre, at nu går det hele lidt for godt. Du skal passe på dig selv Nanna. Træk stikket. Træk dig væk. Beskyt dig selv. Blinkende røde lamper og en skrigende og øredøvende høj sirene går igang. Jeg finder alle mulige gode og endnu flere latterligt dårlige årsager til hvorfor jeg skal trække følehornene til mig. Skynde mig at vende ham ryggen, løbe bort og ikke se tilbage. Så jeg ikke bliver såret. Så han ikke knuser mit hjerte. Igen. Så jeg ikke giver mig hen, lukker porten op, vælter murerne, for at lade mit hjerte være helt og aldeles ubeskyttet. Igen. For det kan være farligt. Og det kan være smertefuld. Enormt smertefuldt. Men det kan også være den diametrale modsætning. Det kan være lykke. Det kan være vores chance.

Og det er egentligt også allerede for sent. Det kan godt være murerne tror de er ubrydelige og vagterne er klar til kamp. Men jeg har givet mit hjerte til ham. For længe, længe siden. Og han vil altid have en del af det. For han har været og er stadig en stor del af mig. På godt. Og på ondt.
Jeg føler hvordan vi vokser sammen dag for dag. Hvordan vi finder og genopdager hinanden. Som et knoklet gammelt træ fyldt med tykke forvitrede grene og historie. Træet var tæt på at gå ud, ja faktisk troede vi det var dødt, men pludselig skød det igen. Nye friske skud. Og nu blomstre det. Ny kærlighed.

Jeg mærker hvordan gnisten og kærligheden føles præcis, som dengang vi først mødtes. Bare bedre og stærkere. Dengang jeg vidste jeg ville ha’ ham. At han skulle være min for altid. Kun ham. Det sug jeg får i maven, når han kigger på mig, fortæller mig, hvor smukke blå øjne jeg har. Fortæller hvor højt han elsker mig. Den glæde vi deler, når vi sammem betragter børnene. Stolthed vi deler over dem. Kærligheden vi deler om vores mini mennesker. Det er det hele værd.
Så spøgelserne, dem forsøger jeg at drive på flugt. Ikke at lade de mørke tanker, de tager med sig, forgifte mit sind. Det er svært og jeg er ingen ekspert. Faktisk ikke engang god til det. Jeg råber for højt, græder for meget og er ærlig talt hamrende bange. Men sammen banker vi muren ned og jager spøgelserne på flugt. Det ved jeg vi kan. Det skal vi.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Små glimt af hverdagslykke #2