NannaPretzmann.dk
Forresten da også #32 - en operation, forelskelse og regnvejrs mood

Body sds vol. 2 – jeg flygter, når det gør ondt

Kan i huske, at jeg helt tilbage i julen, sidste år, prøvede body sds for første gang? Egentlig købte jeg et klippekort op til Jimmie efterfølgende, fordi jeg var så ramt af hvor forløsende oplevelsen var. Det at min facade var aldeles nytteløs og at jeg blev gennemskuet? Eller måske egentligt, at min krop og dens reaktioner viste mit inderste? At jeg følte mig selv, hørt og vigtigst af alt følte jeg mig som noget særligt. At jeg var og er noget værd. Tilbage i december hang jeg kun i med fingerspidserne. Jeg var bogstaveligt talt ved at vælte, ved at drukne, ved at give op. Men på en eller anden måde formåede jeg at holde sammen på mig selv. Nok allermest p.g.a. af børnene. For dem blev jeg nød til at stå op om morgenen. At holde mørket på afstand. Sådan nogenlunde lykkedes i hvert fald. Men hjælp fra mine nærmeste gik jeg ikke helt op i limningen. Men det er jo ikke sådan det skal være. Jeg skal ikke kun lige klare den igennem. Og efter oplevelsen oppe ved Jimmie blev jeg virkelig klar over hvilke ændringer der skal til. Det har været tonsvis af babyskridt og jeg har stadig lang vej endnu. Sådan er det noget man i årevis har leget noget man ikke er. Men jeg kan selv se, når jeg kigger tilbage på den pige i julen, at hun ikke er mig længere. Hun er en version af mig. Men ikke det sande jeg. Det sande jeg har jeg undertrykt, så længe. Gemt væk. Ikke turde at være. At jeg faktisk ikke helt er sikker på hvem hun er. Men jeg ved hun er en følsom pige, som alt for længe har haft en facade, som i sidste ende, ender med at knække hende. Den facade har været en beskyttende skal, men også årsagen til, at andre aldrig får lov at komme helt tæt på. Også årsagen til, at jeg nogle gange bliver behandlet på en måde, som jeg slet ikke kan holde til. Det man giver ud, kommer jo oftest retur. Det giver mening. Og hvordan skal andre vide hvem du er, hvis ikke du selv tør stå ved det? Hvordan skal de vide, hvad der foregår inderst inde, når der foregår noget helt andet på facaden?

Nu, kunne jeg komme med dårlige undskyldninger om, hvorfor jeg ikke har fået brugt klippekortet oppe ved Jimmie før nu. Dem havde jeg faktisk allerede klar. I ved jeg oftest prioritere mig selv sidst. På den måde kommer der altid noget i vejen. Men sandheden, som Jimmie så pænt sagde, er nok, at når noget rammer eller gør ondt, så undgår jeg det. Og det er ganske sandt. For jeg kan ikke rumme de følelser, så jeg flygter. Undviger. Gør mit allerbedste for, at forsøge, at få det på afstand igen. Så selvom jeg egentlig vidste at det ville være en god ide, at besøge Jimmie, så har jeg undgået det. Da jeg slog vejen forbi i dag havde jeg også hjertebanken, svedige hænder og havde faktisk været småsur hele morgenen. Tænkt sig, alt den energi jeg havde brugt på, at frygte at åbne op, inden jeg overhovedet lå på briksen. Det blev selvfølgelig gjort aldeles til skamme. Jimmie er god til at skabe en let stemning, hvor alt det svære føles knapt så svært at håndtere. Det rammer stadig, bevares. Så snart han kiggede intens på mig, så følte jeg mig gennemsigtig og til skue. Det er ubehageligt, men knap så ubehageligt, som det var engang. Babyskridt i ved. Når jeg skriver ubehageligt er det måske også et forkert ordvalg, for egentligt er det jo samtidig enormt befriende, at blive set, hørt og favnet. Hvem vil ikke gerne det? Men for at blive det, bliver jeg jo også nød til at vise den sande Nanna. Hende den følsomme. Babyskridt i den rigtige retning.. Og i dag svævede jeg næsten fra behandlingen. Min krop og mit sind føltes let.

img_7661

Image HTML map generator
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Forresten da også #32 - en operation, forelskelse og regnvejrs mood