Julefilm - mine favoritter

Året som gik – op & nedturer

73dc1224-b1d1-45dd-a809-2a0b151a462a

På mange måder har det været et noget mindre begivenhedsrigt år, end det forrige, hvor jeg både blev skilt, mistede min højtelsket farmor og jeg fandt sammen med Dan igen. Men hånden på hjertet, så gør det mig bestemt ikke noget at drama niveauet er skruet drastisk ned. I øvrigt tror jeg egentligt først at det med at have fundet sammen igen først var noget jeg skrev om måneder senere end det reeelt skete. Måske faktisk først i år. Men egentlig var det allerede i julen sidste år, at vi fik øjnene op for hinanden igen. Den historie skylder jeg vist stadig. For hvordan går man fra den ene yderlighed til den anden. Det er jeg i hvert fald ofte blevet spurgt om og jeg vil egentlig gerne forsøge, at svare på det. Nå, men mere om det en anden god gang.

For nu vil jeg egentlig prøve at finde taknemligheden i maven frem. På mange måder, har det været et hårdt år for Dan og jeg. Der har været mange skeletter i skabet, sårede følelser, vrede, som har lagt for længe under gulvtæppet og lumret. Mange konfrontationer og skænderier. Alt har ikke bare været idyl. Langt fra. Måske er det sådan for nogle, lutter idyl. Men ikke os. Det med kommunikation øver vi stadig og på en eller anden måde står vi her altså stadig. Stadig sammen og måske endda stærkere end nogensinde. Og endda under samme tag igen.

Vi har rejst en del – både til den Dominikanske republik, Litauen og Rhodos, som familie. Men også kun ham og jeg. På den bedste og mest romantisk rejse til Paris. Jeg fik lidt hug for det, men ungerne led ingen nød. Hyggede sig i stor stil med bedsteforældrene og vi nød at genfinde intimitet og nærhed, kun os to. Om to dage går turen endnu engang udenlands, når vi skal besøge min far og fejre jul.

Næste år vil vi gerne rejse endnu mere. Mexico står på listen allerede i februar og vi glæder os til sol og varme. Til sommer taler vi lidt om en tur til Sverige. Min Erik har jo det der sommerhus, som flere af jer også har besøgt. Vi elskede, at være der, selvom det efterhånden er et par år siden. Dengang var Sigga vist på størrelse med en avokado i min mave. Nu må vi se, hvad det bliver til. Vi vægter nemlig i den kommende tid, at jeg skære lidt ned på arbejdstiden, således at vi får endnu bedre tid med ungerne. Det giver måske ikke en kæmpe opsparing, men det giver så meget mere, som vi aldrig får tilbage eller chancen for at gøre om. Jeg er i hvert fald ikke et sekund i tvivl om at det er den rigtige beslutning. Heldigvis har Dan og jeg altid været enige om den del.

Egentlig, er der jo slet ikke sket sindsoprivende ting, men det føles nu meget rart. Ja faktisk føles det fantastisk, at føle sig en smule mere i balance.

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Julefilm - mine favoritter