Holland som familiedestination??

Jeg er på vej hjem…

Jeg er på vej hjem. Hjem til Danmark. Det har jeg i mine tanker været siden fredag aften, hvor jeg modtog opkaldet. Jeg kunne høre på den grådkvalte stemme, med det samme, at noget var helt galt. Faktisk vidste jeg det allerede inden jeg tog telefonen, at noget var galt. Og i et øjeblik når alle de indre alarmklokker, at gå i gang. Panikfølelsen spreder sig ud i hver eneste celle i kroppen. Sindet skriger på svaret. Blot for at indse få sekunder senere, når ordene falder “han er død”, at man egentlig slet ikke ville have det svar alligevel. At ønsket om at spole tiden tilbage opstår, efterfulgt af en million tanker, som hvirvler rundt uden at finde en plads.

Jeg gik i en form for choktilstand, tror jeg. En hvor jeg følte mig fuldstændigt lammet. Jeg følte intet. Ingen reaktion. Bare chok. På en eller anden måde, tror jeg det er en form for selvforsvar. At sindet reagere, trækker afstand og ikke lader det synke ind, men holder en behørig afstand. For at beskytte sig selv for smerten.

Der gik to dage, før jeg græd. Nu har jeg svært ved at holde op. Det er så skide meningsløst og spild af liv. Og ikke mindst alt, alt for tidligt. Jeg skiftevis græder for ham, for hans mor og familie og over de ting han aldrig nåede.

Nu sidder jeg i lufthavnen i København, fingrene finder vej over tastaturet og tårerne triller af mine kinder og en efter en rammer de selvsamme tastatur.

Jeg er frustreret og jeg har dårlig samvittighed, Føler, at jeg skulle ha’ gjort så meget mere. At jeg var en dårlig ven og bonus søster. At jeg slet ikke gjorde hvad jeg kunne. Og nu er det for sent, at ændre noget som helst.

Jeg er vred over, hvordan tingene endte. På ham og på verden. Det er så meningsløst det hele.

Men mest af alt er jeg virkelig ulykkelig over det liv, som endte alt for brat og alt for tidligt. For det liv så jeg så meget mere i. Og jeg håbede på en lykkelig slutning. Lidt som i et eventyr. For det fortjente han om noget.

Den eneste trøst jeg kan finde, er håbet om, at han har det bedre, hvor han er nu. At han oppe i skyerne fik sit lille hus, med de grimme høns, som han altid drømte om. At han har fundet fred med sig selv. At han er glad. Måske endda lykkelig. Og jeg ved, at jeg en dag hører hans skøre, skæve og klukkende grin og hans skønne smil igen. For tanken om, at jeg ikke gør, er simpelthen ikke til at holde ud.

Photo by Markos Mant (Unsplash)

6 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Holland som familiedestination??