Hjem til DK... Samt status på fertilitetsbehandling

Når det gør ondt.. Karriere vs at være mor

Jeg ved ikke helt hvordan dette indlæg skal starte, eller for den sags skyld ende. Jeg føler mig modløs og trist. Og jeg tror, at svaret skal findes i, at Litauen ikke er hvad jeg forventede. Måske er jeg ikke helt selv, som jeg forventede eller måske er jeg lige præcis, som jeg hele tiden har vidst, men prøvet, at skubbe lidt til.

Egentlig er vi jo i bund og grund glade for rigtig mange ting ved flytningen. Vi er kommet langt tættere på min far og hans kone og jeg sætter pris på, at lærer ham at kende igen. For når man har levet mange år på afstand, så er det lidt noget andet pludselig, at bo 10 minutters gang fra hinanden. Det nyder både børn og jeg! Vi har fået nye venskaber. Vi lærer noget nyt om os selv og hinanden hver dag. Den trygge hverdag i Danmark er der blevet rusket godt ved, og vi er stødt ind i et samfund og en kultur, som på mange måder, er langt bagud, men på andre har fat i den lange ende.

For mig er det, som der er gået galt nok, at forventninger og virkelighed ikke stemte helt overens. Jeg arbejder langt mere end vi forventede. Og jeg elsker det langt mere end jeg forventede. ‘Problemet’ er bare, at jeg elsker min børn højere. Spændingen ved jobbet, suset i maven, når noget lykkes og den opslugende følelse, hvor jeg fuldstændig glemmer tid og sted. Jeg er vild med det. Jeg er bare ikke vild med pludselig ikke, at være børnene primær omsorgsperson. Bevares jeg deler gerne den rolle med Dan. Faktum er bare, at vi ikke engang deler. Jeg er væk hele tiden. Og jeg savner dem. Og jeg savner ham. Og det gør mig deprimeret! Jeg får ondt i brystet, når jeg tænker på alle de ting, som jeg går glip af. Jeg trives simpelthen ikke med det. Jeg kan ikke være det hele og jeg behøver slet ikke at tænke mig om, for at vide, at jeg allerhelst vil være deres mor. Jeg savner de sko og den rolle. Jeg savner, at bruge mine dage med dem. For de er langt det vigtigste for mig.

Men hvad så nu? Jeg aner det faktisk ikke, for jeg har virkelig forsøgt, at få det til at fungere. At give det en chance. Men det bliver bare mere og mere klart for mig, at vi ønsker større frihed. Vi ønsker hjemmeskole. Vi ønsker, at indrettet vores hverdag helt anderledes. Anderledes end gennemsnittet. Og vi så Litauen, som en måde, at nå målet på og det kan det måske stadig være. Bare i en anden konstellation! Vi må forsøge, at finde en måde, hvor ungerne får deres mor igen, uden at det betyder at far forsvinder.

Hvordan det skal lykkes aner jeg ikke. Men jeg ved at mere vil ha’ mere. Vi har smagt på hvordan livet kan være, når man vægter familieliv højere end økonomi og karriere og det har ærlig talt blot givet os blod på tanden til noget større!

De næste 14 dage i Danmark kobler jeg fra. Holder fri fra arbejde. Prøver at genfinde min gnist og glæde. Med lidt ro på, er jeg også sikker på, at vi er i stand til at tage en langt mere fornuftig beslutning om fremtiden og hvilket skridt, som kunne være det næste.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hjem til DK... Samt status på fertilitetsbehandling