Dengang vi fandt sammen.. igen..

99d97083-d754-4d7a-9877-b17125a8f2f7 I går luftede jeg lidt det med, at jeg nok først noget senere end det reelt skete, delte at jeg var sammen med Dan igen. Og egentlig aldrig har delt historien om hvordan det skete. Det behøver jeg selvfølgelig slet ikke, men jeg bliver faktisk ofte spurgt og det er jo ikke som sådan nogen hemmelighed. Grunden til, at jeg ikke har delt det før, er nok at det er et enormt følelsesladet emne. Det er sensitivt og sårene er måske først for nyligt blevet ar. Altså har der været en mulighed, for at de kunne springe op, hvis jeg pillede lidt for voldsomt. Der føler jeg ikke, at jeg er længere og det føles ikke på samme måde grænseoverskridende, at lukke op. Det ville det have gjort for blot et par måneder siden. Jeg er ikke ikke der, hvor det ikke gør ondt. Men vi er der, hvor jeg ved at det bliver bedre og at jeg ved, at jeg ikke er alene. Dengang midt i hele skilsmisse showet følte jeg mig så alene og ensom. Som den eneste der nogenside havde prøvet netop det. At blive skilt. Statistikken er ikke helt enig med mig omkring det, men måske er det egentlig ret tabu belagt, at tale om sårede følelser og skilsmisse. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare at jeg følte mig ensom og jeg ved, at mange har det på samme måde. Det ved jeg nu, fordi jeg modtager mails beskeder og mails om netop skilsmisse. Og det gør mig glad. Ikke for at nogen skal skilles. Det ønsker man jo ikke for sin værste fjende. Men glad fordi, det gør, at ordene jeg skriver om emnet gør en forskel for nogen. Men tilbage til D og mig, så startede lavinen med en SMS. En, som ikke var tiltænkt mig. Men som tog pusten fra mig. Faktisk slog den mig fuldstændig omkuld. Dagene derefter er enormt tågede og jeg kan ikke helt skille dem ad. Jeg brugte nogle dage hos min mor, som samlede mig op og hjalp med ungerne. I de dage brugte jeg det meste af tiden på toilettet. Forsøgte at skjule min tilstand. Hylende og vred. Så enormt vred. Min mor var en stjerne, for jeg kunne knapt fungere og var altså ikke en nævneværdig god mor. Jeg hang sammen for dem, ordnede hvad jeg skulle. Men heller ikke mere. Jeg husker tydeligt følelsen af at være ved at blive kvalt, at ville flygte. Men tankerne forfulgte mig og gjorde det umuligt at flygte. Jeg sov nærmest ikke. Når jeg gjorde vågnede jeg grædende. Jeg tror min reaktion på hele skilsmissen først kom i det øjeblik. Jeg havde skulle være noget for pigerne, holde sammen på og bygge en hverdag. Der havde ikke været plads til en reaktion. Sidenhen har jeg læst, at det er meget normalt, at det kan tage længe inden den kommer. For nogle. I stedet for at reagere og føle, lukkede jeg af og blev til en praktisk gris. Indtil det plinget på min telefon og virkeligheden blev klasket direkte i min ansigt. Hvordan vi kom fra den intense vrede og sorg til samtale om os, kan jeg faktisk ikke svare på. Jeg gjorde ikke så meget andet end at råbe ukvemsord og hyle af ham i den tid. Han forstod intet. Absolut intet. Troede jeg var videre for længst, som jeg selv havde givet udtryk for. Det var i december sidste år og det lader til at nogle af følelserne stadig sidder i min krop. I hver fald har jeg “genoplevet” en del på det seneste. Pludselig besøger hjernen gamle oplevelser og følelser og jeg kæmper lidt en kamp, for ikke at blive trukket med ind i det net. December skal ikke forbindes med sårede hjerter og knuste drømme og det kræver altså lidt en indsats fra min side. At minde mig selv på, at huske at det faktisk var den måned, hvor jeg fik en tidlig julegave. Ikke en håndgribelig. Men den bedste jeg kunne få. Ham og jeg. Ikke destomindre blev vi, midt i stormen, enige om, at vi blev nød til at sætte os ned og tale sammen. Faktisk tror jeg, at jeg imellem alle ukvemsordene inviterede ham. Han kom en søndag aften, efter ungerne var puttet. Vi skændtes, græd, krammede og kyssede. På en eller anden måde var jeg pludselig hysterisk bange for, at jeg havde mistet ham for evigt. At løbet var kørt. Pludselig kunne jeg bare ikke forestille mig et liv uden et ham og jeg. Et liv uden os. Heldigvis havde han det på samme måde. Havde ikke lyst til at være et sekund mere uden os. Og her bliver det spøjst, for når man har kendt hinanden i 10 år, er nyforelskede og har været fra hinanden i et halvt år føles vi pludseligt lidt fremmede for hinanden. Sommerfugle i maven og fjollede på den der forelskelses måde, hvor man fniser mere end gennemsnittet. Men samtidig kender vi hinanden ud og ind. Det hele har været lidt af en prøvelse, for der kommer altså ikke en manual med posten, når man finder sammen efter en skilsmisse. Hvordan går man fra at være kærester, kone og mand, forældre til x-kærester, x-kone og mand og forældre til pludselig at være det hele igen.. altså minus gift. Det har ikke været specielt let, fordi der selvfølgelig var en grund til at vi blev skilt i første omgang. Nok mest af alt dårlig kommunikation. Den del kan de heldigvis arbejdes på.