Nogen græd ved frisøren

Og når jeg siger nogen, så mener jeg selvfølgelig mig. For ja, jeg græd, da jeg var ved frisøren i torsdags. Fordi jeg hadede mit nye hår og hvor mørkt det var. Eller måske græd jeg mest over bristede drømme - i hvert fald var det en noget uventet reaktion fra min side, som muligvis også har lidt at gøre med en negativ test og lidt for mange hormoner, som suser rundt i kroppen. Men fred være med det. Når tårene kommer, så kommer de. Sluserne åbnede iøvrigt igen, da jeg kom hjem og Dan skulle se mit nye hår. Jeg kastede mig ganske dramatisk i favnen på ham, da han komplimenterede mig, og græd salte tåre i stride strømme! Jeg overvejede da også kort bare at gå med hue resten af mit liv, eller bare gemme mig under dynen. Huen fik jeg ikke købt, fordi det krævede, at vise sig offentligt! Men jo længere tid der gik, jo mere voksede min nye frisure altså også på mig. Klipningen har jeg hele tiden elsket, men den mørke farve i bunden skulle jeg åbenbart lige sluge et par gange! Nu har jeg slugt den så meget, så jeg faktisk synes, at jeg rocker den. Ja jeg kan vel nærmest sige, at jeg synes, at den er pænt sprød til mig. I hvert fald aflyste jeg da også min panik tid til syv tusind lyse striber fredag morgen! I morgen vil jeg fejre min 35 års fødselsdag med en lækker ny frisure og nyde, at jeg sgu ikke ser helt tosset ud! Og sende hormonella en lille tanke. Det ser ud til, at hun har forladt min krop for denne gang. Heldigvis!