Misdannelsesscanning

Jeg har simpelthen været sådan i tvivl om jeg skulle tage til misdannelsesscanning. Når man generelt, i de her Corona tider, holder sig hjemme på egen matrikel og ikke ser nogle mennesker, så havde jeg det ærlig talt en smule stramt på at møde op på sygehuset. Og den beslutning havde jeg det egentlig fint med, troede jeg. For jeg blev ved med at have den her lille nagende fornemmelse, som fortalte mig, at jeg ville få svært ved at tilgive mig selv, hvis det at skippe en misdannelsesscanning også potentielt betød at misse noget ved bønnen, som der kunne gøres noget ved. Altså skulle der været et eller andet behandlingskrævende. Og selvom risikoen selvfølgelig var mindre end lillebitte, så havde tanken bidt sig fast og jeg kunne mærke at jeg havde brug for den scanning for at finde ro igen. Ærlig synes jeg at det er en stressende tid at være gravid i. Mine følelser er mere uden på tøjet end vanligt, jeg føler mig sårbar og jeg kan mærke at jeg stresser lidt i min krop konstant. Det tror jeg ikke er sundt, hverken for mig eller lillebror, og jeg prøver det bedste jeg har lært at finde ro og give slip i uroen. Men det er svært! Heldigvis viste scanning i dag at lillebror er den fineste lille baby på 361 gram og helt som han skal være. Jeg var lidt spændt på om tissemanden ku’ være “forsvundet“ - det er jo sket før, men den var der altså stadigvæk. Han var ret så aktiv, tumlede rundt i maven og gjorde det ikke let at scanne ham. Men det lykkedes og jeg kan nu bedre forstå hvorfor det føles, som om, at der er fest i min mave. Hospitalet var i øvrigt nærmest spøgelsesagtigt, massere af personale, ikke særlig mange patienter og i venteværelses var det meget tydeligt at se at pårørende ikke må komme med.