Vi skal da ikke have flere børn.. Skal vi?

image Når vi møder mennesker på vores vej og de ser vores børneflok på 3 og at de ældste kun er 3 år gamle, så er kommentarer, som at "så har i da hænderne fulde", "puha godt det ikke er mig" eller "jamen så er i da også færdige med at få børn" vi mødes med.. Helt ærligt, så ved jeg ikke hvorfor første indskydelse er en smule negativ ladet. At der er en tendens til at tro at livet er slut den dag man får børn. Altså at det hele bare er så røv og at det er super hårdt at have 3 så små børn. Jeg kravler strakt til erkendelse - ja for fan'. Jeg synes nogle gange at det er skide hårdt. Mest hvis en af ungerne er syge og oppe det halve af natten. De andre er jo stadig friske dagen derpå og mere end klar til leg og sjov fra det øjeblik de slår øjnene op. Men helt ærlig det er jo så lille en del af at være mor og far. Jeg kan med hånden på hjertet og på allerhelligste spejdeære sige, at det bedste der er sket i mit liv er mine børn. Herregud ja måske er mit liv slut. Men altså kun det hvor jeg stod halvsnalret i gaden (Jomfru Ane gade that is) i en hot kjole (uden blød mor mave) og troede jeg var smart i en fart, imens jeg kylede shots i kloaken. Not so charming, så det græder jeg altså ikke snot over. Snot der lander på min trøje stammer i øjeblikket kun fra en af mine 3 vidundere. Dem jeg har båret under mit hjerte og som jeg nu vil gøre alt i verden for. De har givet mit liv så meget mening og indhold, at jeg altså ikke synes det kun skal fylde, at det nogle gange er hårdt. Jeg vælger at fokusere på det positive. Efter en dag med skrig og skrål, så husker jeg ikke den del, men nærmere den del hvor et smil eller grin ændrede stemningen på et splitsekund. Det er jo også det mest fantastiske i verden, at være nogens mor og først nu jeg synes mit liv har indhold. Og her hentyder jeg altså ikke til at man skal have børn for at få indhold i sit liv. Jeg mener uden omsvøb, at det var det som gav MIT liv et indhold jeg aldrig havde forestillet mig. Jeg har ikke en masse karriere mæssige ambitioner. Jeg føler først og fremmest at jeg skal være mor. Alt det andet er for mig sekundært. Jeg respektere fuldt ud at andre ønsker karriere eller nogle helt tredje. Jeg er af den overbevisning, at vi bedst selv ved hvad der gør os lykkelige. Det skal "naboen" ikke blande sig i. Så når det kommer til børnene, så vil jeg meget hellere snakke om alt muligt andet end hvor hårdt det er. Præcis ligesom jeg synes og iøvrigt stadig gør det, at det var absurd kun at blive mødt af negativitet, da jeg ventede tvillingerne (læs HER). Faktisk synes jeg det er så fedt at være nogens mor at jeg langtfra kan sige, at vi er færdige med at få børn. Vores familie føles bestemt ikke ukomplet, men hvem siger der ikke en dag er plads til udvidelse alligevel. Min egen mor hepper vist på et fodboldhold fra vores side :P Hvor mange børn har i og skal i have flere?