Nogle gange er det bare så svært

image Jeg har sagt det før og jeg siger det gerne igen. Jeg synes det er pisse hamrende svært, at være kærester (okay ja ja vi er mand og kone) og at være mor og far. På en og samme tid. Vi falder så let i hverdagsfælden, hvor parforholdet gang på gang bliver skubbet i baggrunden til fordel for ynglet. For de kommer først. Altid. Og sådan skal det jo også være - i min optik i hvert fald. Men måske det kan være nødvendigt for mig, at give lidt slip og lade "os" komme i først række ind imellem. Hvis ikke vi gør det ender bekostningen jo nok med at være, at mor og far ikke kan få det til at fungere. At skænderier om fjollede banale ting bliver det som fylder i hverdagen. Og på sigt er ingen jo tjent med det. Og ærligt giver det mig bare lyst til at råbe røv og smække med døren. Modent, ikk?! Jeg er særligt slem til at glemme ham og mig i hverdagen. Efter en dag med uendelige kram, kys, kærlighed og trøst til vores kærlighedsavl, så er min konto ofte brugt op. Der er ikke flere kram og kys at give af. Lyder det helt tosset?! Endelig burde man jo ikke løbe tør for kys og kram, men på et tidspunkt så løber jeg ind i en grænse, hvor jeg føler mig træt og drænet. Der er ikke mere at give af. Uheldigt for min bedre halvdel, så er det jo oftes ved den tid, hvor ungerne er puttet og vi skal nyde tosomheden inden en ny dag kalder. Men med tre små børn, så er det begrænset hvor meget tosomhed der er og når der er, så er vi begge så trætte, at øjnene kører rundt i hovedet i forsøg på ikke at sove i sofaen. Det er evigheder siden, at vi har lavet noget bare ham og jeg. I december var vi på kærestetur til KBH, men vi burde være bedre til ikke at lade måneder komme imellem kærestetid og på en eller anden måde give det tid, plads og fokus i hverdagen. For det er så vigtigt at prioritere. Det er så vigtigt ikke at glemme os. Det har jeg heller ikke lyst til. For når vi er gode sammen, er vi det allerbedste og kærligheden fejler jo ingenting. Vi er stærke sammen, bedste venner og vi holder samme i tykt og tyndt agtigt, for efter 9 år kender vi jo hinanden på godt og ondt. Det var jo også præcis derfor vi valgte at få børn med hinanden. Vi troede på os og vi troede på vores kærlighed! Det her med at være mor har vist taget røven på mig - sådan godt og grundigt. Det er så vild en transformation af livet, at vi stadig prøver at tilpasse os og finde ud af hvem vi er, hver især, samtidig med at vi skal huske at tage hinanden i hånden og finde os midt i det hele og det synes jeg, med hånden på hjertet, kan være pisse svært der midt imellem leverpostejsmadder og sure underhylere. Men mon ikke i også kender til det?