Når det hele bliver en succes!!

Som jeg tidligere har berettet om, så er det kun vores ene tvilling, som går i børnehave. Eller det var det, men det vender jeg tilbage til om et øjeblik. Dengang da jeg for efterhåndende længe siden sprang ud som hjemmegående trak vi den ene af vores store piger ud af børnehaven. Jeg (vi) var dengang meget i tvivl om vi kunne gøre den forskel og bange for at gøre hende en bjørnetjeneste. Men vi blev enige om at for at behandle tvillingernes lige blev vi nød til at behandle dem forskelligt. Giver det mening? De er jo som nat og dag, så at behandle dem ens ville på godt jysk være hul i hovedet. Hun trivedes simpelthen ikke. Hun havde ikke behov for at være social med andre børn og jeg følte hendes udvikling gik i stå. Hun kæmpede for at holde sig oven vande. Hendes søster elskede derimod at komme afsted og lege med de andre. Det ville jeg (vi) ikke tage fra hende, så derfor fortsatte hun et par korte dage om ugen, imens hendes søster kom hjem til mig og hendes lillesøster. Og det viste sig at være lige hvad hun havde brug for. Hun har altid været til den lidt sensitive side med behov for ro og struktur. Kaos og for meget larm har været svært at tackle for hende. Pludselig kom vores glade pige retur og udviklingen tog fart. Det gav virkelig ro i maven, at vi havde lyttet til vores mavefornemmelse. Heldigvis er pædagogerne i pigernes børnehave enormt søde og gode til at se børnenes behov. De har fra dag et støttet op om vores valg, som de også mente var det helt rette for vores trut. Det har også betydet at de altid har småsludret og gjort alt for at få hende til at føle sig tryg, når vi har hentet og bragt søster. Den energi de har lagt i det giver virkelig pote nu, hvor hun kender dem alle og er tryg hos dem. Siden vi har været på sommerferie har hun nemlig pludselig vist stor interesse for at lege med andre børn. En der jo slet ikke tidligere har været til stede. Den interesse greb jeg i sidste uge og vi pakkede lækre madpakker til os alle sammen og drog i børnehave to dage i streg. Så var hun klar til at vinke farvel til mor og sagde selv jeg godt kunne pakke sydfrugterne og køre hjem uden hende. Hun ville gerne blive og lege. I eftermiddags da hun kom retur fra weekend hos hendes far udbrød hun at hun glædede sig til børnehave. Tænk sig at noget, som tidligere har skræmt hende fra vid og sans pludselig er noget skønt. Jeg er sgu taknemmelig for at vi havde muligheden for at give hende det frirum der skulle til, da hun havde behovet og jeg synes det er drøn skønt at se hvordan hun svinger rundt i træerne i børnehaven og udvikler spæde relationer, som helt sikkert ender ud i venskaber. Min lille seje reje, som pludselig er fyldt med gå på mod og så modig. Jeg er pave stolt. Hvad fan' det er jeg sgu af alle tre! ;) Til de nysgerrige, så er de kun afsted få dage om ugen og ikke hele dage. Vi bruger børnehave som et sted med legekammerater og mulighed for læring og ikke for pasning :) Pigerne får opfyldt deres behov for leg med jævnaldrende og lillesøster får en chance for lidt tiltrængt ro og udelt opmærksomhed. Det fungere super godt pt! image Billedet er fra vores mini ferie i Norge og pigernes overtøj er fra Sways og Reima.