Endelig fik jeg kastet mig ud i en ny version af ris a la mande kage. På tide vil jeg mene, for det er en af de lækreste kager jeg kender. Jeg mener ris a la mande i en kage version, hvem ville ikke kunne li’ det?
I denne version har jeg skiftes digestive bunden ud med vaniljekranse. Jeg tænker også brunkager eller Bastognekiks ville være et hit, men denne gang blev det altså vaniljekranse og det er lækkert. Men jeg vil understrege, at kirsebærgeleen på toppen er en stor part i, at kage spiller. Bund og midte er søde og har behov for det lidt syrlige modspil.
Opskrift på Ris a la mande kage
Cirka 10 personer
Bund:
250 gram vaniljekranse
100 gram smør
Ris a la mande kage fyld:
200 gram grødris
2 1/2 dl vand
1 liter sødmælk
Et nips salt
1 vaniljestang
1 tsk vaniljesukker
4 spsk rørsukker
1/2 l piskefløde
50 gram (smuttede) grofthakkede mandler
5 blade husblas
Kirsebærgele:
1 karton kirsebærsauce
1 blade husblas
Pynt:
Hakkede brændte mandler
Step 1: Bund ris a la mande kage
Find en springform eller en justerbar bagering frem. Jeg har brugt en bagering med en diameter på 24 cm. Det gav en god højde på kagen.
Knus kiksene. Jeg brugte min minihakker, men en pose og en køkkenrulle kan også løse den opgave. Bland med smøret og fordel/pres i bunden af bageringen/springformen.
Følg også med på Instagram & Pinterest
Step 2: Ris a la mande kage
Det er en fordel at koge risengrøden på forhånd. Jeg fulgte blot instruktionerne på grødrisene. 200 gram grødris og 2 1/2 dl vand kommes i en gryde og koges op. Tilsæt et nips salt. Lad koge i to minutter og tilsæt herefter en liter sødmælk, lad det koge op og lad det herefter simre videre under låg i cirka 45 minutter. Køles helt af.
Kom de 5 blade husblas i blød i koldt vand.
Til den kolde risengrød tilsættes sukker og vaniljesukker. Skrab vaniljestangen og tilsæt. Pisk fløden til skum og vend den i sammen med de hakkede mandler (husk og kog samt smut dem, uden du hakker dem). Gem en lille klat fløde.
Klem vandet af husblassen og smelt den i en skål over vandbad. Bland den herefter lidt efter lidt i den fløde du gemte, så den får samme temperatur som ris a la manden. Herefter vender du det forsigtigt i risengrøden. Smag eventuelt til med vaniljesukker.
Kom ris a la manden i springformen/bagering ovenpå vaniljekransebunden og lad det stå i mindst to timer inden du laver kirsebær geléen til toppen.
Step 3: kirsebærgéle til ris a la mande kage
Si kirsebærrene fra (kan selvfølgelig undlades) og varm herefter kirsebærsaucen op i en gryde med 1 blad husblas. Lad det køle lidt af inden du hælder det på toppen af din ris a la mande kage. Sæt tilbage i køleskabet og lad geléen stivne inden servering. Det tager et par timer.
Pynt inden servering med hakkede brændte mandler og guldstøv.
OBS: Ris a la mande kagen kan med fordel laves dagen i forvejen. Det bliver den bestemt ikke dårligere af.
Find også opskrift på // Luksus træstammer // Berlinere med vaniljecreme // 3 slags brændt mandler på under 5 minutter // Norske klejner // Spinat boller // Vaniljakranse ala farmor // Toffifee cheesecake // Rødebede boller // Pizza muffins // Sandwichflutes //