Hyldeblomstchampagne – let & boblende lækker opskrift

Jeg havde knap nået hos River Cottage, at høre at man snildt kan lave sin egen hyldeblomst “champagne” før jeg hang i det nærmeste træ, for at plukker hyldeblomster. Det måtte jeg altså bare prøve. Og gud ske tak og lov for det. Det smager fantastisk og er enormt let at lave. Lettere end jeg overhovedet havde forestillet mig. Jeg burde vel egentligt sætte ” om champagne. For rigtig champagne er det jo altså ikke helt. Men hey der er massere af bobler i, så på den front snyder det ikke. Og med boblerne nævnt må jeg selvfølgelig også hellere nævne, at der jo er en smule alkohol i. Umiddelbart tænker jeg, at vi er på ciderniveau. Men skulle hyldeblomstchampagne få lov at stå på flasker lidt længere vil procenten nok stige en smule.
Jeg har forresten allerede gang i at eksperimentere med at tilføje jordbær til opskriften og jeg har også en ide om noget rabarber halløj. Jep, jep et projekt ad gangen, selvom det er voldsomt svært!
Til projektet har jeg handlet lidt på nettet. Jeg har nemlig købt champagne flasker og kapsler dertil. Jeg har nemlig læst mig til, at de tykke champagneflasker bedre kan tage det tryk, som opstår i flaskerne, hvorimod patentflasker kan eksplodere.
Opskrift på hyldeblomstchampagne
Cirka 8 flasker (750ml per styk)
30 hyldeblomstskærme
4 liter varmt vand
600 gram rørsukker
3 økologiske citroner (saft plus skal)
2 spsk hvidvinseddike
2 liter koldt vand
Evt nogle stænger jordbærmynte
Følg også med på Instagram
Først og fremmest, lad være med at skylle hyldeblomsterne – du skyller nemlig smag og naturligt gær af dem. Blot ryst dem for det værste skidt og insekter, skulle der være nogle af dem. Hyldeblomstchampagnen sies senere og så forsvinder urenhederne.
Kog 4 liter vand i en stor gryde. Tilsæt sukker. Varm op til sukkeret er opløst. Lad det køle af og kom 2 liter koldt vand i. Tilsæt hyldeblomsterne, saften og skallen fra 3 økologiske citroner, hvidvinseddike og eventuelt nogle stænger jordbærmynte.
Kom et viskestykke over gryden og sæt den i et køligt, men ikke koldt lokale. Lad den stå 2 dage og kig så til den. Nu burde overfladen være begyndt at skumme. (Hvis ikke, er det muligt at tilsætte en lille bitte smule tørgær. Det ved jeg, at nogle gør. Men jeg-selv blander mig fuldstændig udenom og lader naturen passe sig selv. Nogle gange går gæringprocessen lidt hurtigere end de to dage, andre gange lidt langsommere. Men det er vel også en del af charmen).
Lad hyldeblomstchampagnen stå i gryden i 4 dage mere og boble derud af.
Si herefter igennem et rent klæde og kom på flasker (husk at skold flaskerne inden). Som nævnt bruger jeg champagneflasker og kapsler, da det skulle holde bedre end patentflasker, som risikere at springe. Hyldeblomstchampagnen bobler jo videre på flasken og danner et stort tryk
Hyldeblomstsaften skal i øvrigt stå i minimum en uge på flaske før du åbner og smager. Det er svært at vente, men det er bestemt ventetiden værd i sidste ende. Jo længere du lader den stå, jo mere udvikler smagen sig i øvrigt.
Med hensyn til holdbarheden, så burde den jo være på måneder/år, så længe flaskerne opbevares mørkt og køligt og man kan holde fingrene fra dem. Jeg har sat vores hyldeblomstchampagne i garagen – i tilfælde af eksplosion. Og så er det, det sted, hvor der er bedst plads til opbevaring, som også er køligt og mørkt.
Find også opskrift på // Hyldeblomstsaft // Rabarbersaft // Syrensaft // Hjemmelavet Mokai // Hindbærdrøm – sommeren lækreste kage // Snickers islagkage // Verdens bedste hvidløgsflutes med mozzarella og feta //
Spændende opskrift, som må prøves 🙂
God ide at sætte det i garagen eller fyrrummet, for husker i min barndom, at mine forældre både bryggede vin, øl og champagne og der sprag propperne sommetider.
Hilsner og en dejlig weekend til du og familien 🙂